Sådan marcherer Hobro Borgervæbning, når fodfolket er fuldt udstyret med de gamle geværer.
Livet her

Forsvundet brev forsinker væbnernes geværer

Hobro Borgervæbning er klar til at få sine 30 gamle geværer tilbage - men nu er et vigtigt brev forsvundet i posten

23. november 2022 kl. 08:01

HOBRO: Korporal Knud Jørgensen river sig i håret, tager sig til hovedet og sukker fortvivlet.

- Galskaben kender ingen grænser, udbryder han.

I to år har Hobro Borgervæbning været uden våben, da nye regler og bureaukrati afvæbnede det ikoniske korps. Nationalmuseet ville have de mere end 170 år gamle skydere tilbage, fordi man ikke længere måtte udlåne historiske effekter til private. 

Knud Jørgensen er stadig kun bevæbnet med sin sabel.

For et par år siden kom museumsfolk til Hobro og konfiskerede arsenalet af 30 geværer, model 1854/1868.

Siden har Knud Jørgensen brugt mængder af energi på at finde en løsning. Nationalmuseet er gået med til at overdrage geværerne til Mariagerfjord Kommune, som bliver ny ejer, mens Hobro Borgervæbning får brugsretten.

30 geværer Model 1854/1868 er på vej tilbage til Hobro.

Før geværerne kan vende hjem til Hobro, måtte de historiske våben forbi en våbensmed, der har deaktiveret dem, så de ikke længere kan skyde med skarpt. 

Nu er geværerne færdige og kontrolleret af politiet. Ordensmagten skal nemlig godkende udleveringen og lave en såkaldt deaktiveringsattest, forklarer Knud Jørgensen.

- Med hjælp fra sponsorer betalte vi i oktober regningen på over 100.000 kroner til våbensmeden, noterer han.

- Derfor rykkede jeg Nationalmuseet. De oplyser, at politiet har sendt attesten med brev til Nationalmuseet, men ingen kan finde den. Måske er den forsvundet i posten, lyder forklaringen.

- Jamen for pokker, kunne de ikke bare sende den attest pr. mail. Men nej, det er åbenbart et fint dokument med vandmærke og det hele, beretter Knud Jørgensen.

Så Hobro Borgervæbning må væbne sig med yderligere tålmodighed, inden de igen kan marchere standsmæssigt med våben.

Hobro Borgervæbning har rødder tilbage til 1600-tallet, men blev nedlagt i 1809. Korpset blev genoplivet i 1936 i forbindelse med Ambufesten i Hobro. 

Væbnerne lånte de første geværer i 1970'erne. Der er tale om ægte, tyskproducerede geværer, der blev brugt af de slesvig-holstenske oprørere under krigen i 1848-1851. De blev beslaglagt af den danske hær og fik navnet Model 1854. De var i brug på dansk side under krigen i 1864. 

Oprindeligt var det forladere, men blev i 1868 bygget om til bagladere.

Annonceret indhold

Nyeste