Der står nogle fantastiske ildsjæle bag Skelund-Veddum Hallen, men det kniber dem at få økonomien til at løbe rundt. Kultur- og fritidsudvalgets formand, Jens-Henrik Kirk (K), talte på byrådets januarmøde varmt for at man eftergiver hallen et kommunalt lån.  
Livet her

"Fantastiske ildsjæle" bliver endelig gældfri

27. januar 2023 kl. 14:00

SKELUND-VEDDUM: Idrætshallen blev hårdt ramt, da byrådet lukkede landsbyens skole. Udlejningen styrtdykkede, og de frivillige i bestyrelsen døjede med at afdrage på et lån til kommunen. 

Skelund-Veddum Hallens trængsler vækker sympati i byrådet, og nu har de folkevalgte kastet en redningskrans ud. 

Formand for kultur- og fritidsudvalget i Mariagerfjord Kommune, Jens-Henrik Kirk (K), talte varmt for at eftergive de 179.670 kroner, som er tilbage på lånet, da byrådet på januarmødet havde sagen oppe at vende.

Næsten alle andre i byrådet fulgte trop. Jens-Henrik Kirk fortalte, at udvalget har været på rundtur til de selvejende haller, og at de i Skelund mødte de en flok "fantastiske ildsjæle", som dog har det svært.

Ifølge Jens-Henrik Kirk er der simpelthen ikke basis for, at hallen kan fordoble sin udlejning. 

Uforskyldt

Leif Skaarup (S) hæftede sig også ved, at Skelund-Veddum Hallen står i en særlig situation. 

- Det er uforskyldt, for de kunne ikke have forudset skolens lukning i 2019, sagde Leif Skaarup. 

Skelund-Veddum Hallen optog i 2014 et energilån på 598.900 kroner hos Mariagerfjord Kommune. Det blev afdraget med 59.890 kroner om året, og det lagde pres på hallens likviditet.

Bestyrelsen gik allerede i 2020 til byrådet og spurgte, om der var mulighed for at få slået en streg over lånet.  Aftalen blev, at lånet blev sat i bero i 2019 og 2020.

DF'er imod

Byrådsmedlem Jørgen Hammer Sørensen (DF) kunne som den eneste ikke tiltræde indstillingen om at eftergive lånet. 

Han mener, der skal indgås en ordning med Skelund-Veddum Hallen, hvor de får afdragsfrihed yderligere tre-fem år. 

Når årene er gået, kan byrådet se på sagen igen. Jørgen Hammer Sørensen roste i øvrigt bestyrelsen for at gøre et "kanon arbejde".

Glæde i Skelund og Veddum

Byrådets beslutning falder i god jord i Skelund-Veddum. 

- Jeg er glad! Det er helt perfekt for sådan en lille hal med en lille økonomi, siger Per Sørensen, formand for Skelund-Veddum Hallen.

Se også
Da byens skole lukkede, gik en flok bedsteforældre i aktion
Se også
Nedlagt skole forvandles til erhvervsfællesskab
Annonceret indhold

Nyeste