Jacob (tv) og Emil (th) Møller driver virksomheden DK-Juletræ, hvor de sælger og leverer juletræer med lyskæder. Igen i år har de stået for at opstille juletræer i gågaden i Hobro.
Livet her

Emil og Jacobs juletræer lyser gågaden op

Emil og Jacob leverer og installerer juletæerne i bybilledet.

09. december 2022 kl. 12:00

Brødrene Emil og Jacob Møller på 21 og 19 år har haft nok at se til på det sidste. Ved siden af deres almindelige arbejde driver de firmaet DK-Juletræ, hvor de klargør og opstiller juletræer hos virksomheder og rundt om i byerne. Igen i år har de to knægte stået for juleudsmykningen i Hobro, hvor de har leveret 200 juletræer, heriblandt det store træ på Store Torv. I Hadsund står 50 af drengenes træer og lyser op i vintermørket for de julehandlende himmerlændinge.

Selvom julebelysningen flere steder er blevet et offer for energikrisen, så har Emil og Jacob ikke oplevet, at juletræerne er blevet fravalgt.

- Juletræer er en tradition, og derfor har Hobro Handel valgt, at de gerne vil beholder juleudsmykningen. Jeg tror, at mange ville køre til Aalborg og julehandle i stedet for, hvis den ikke var her, siger Jacob.

Fra gågade til børnehave

Klargøring og opsætning af de mange træer er tidskrævende. Nogle dage bruger brødrene seks til otte timer på arbejdet, som primært foregår om eftermiddagen, aftenen og ud på natten, når butikkerne har lukket.

- Træerne skal gerne bare stå klar uden at folk lægger mærke til det. Så når der kommer kunder i gågaden igen, er de der lige pludseligt, lyder det fra brødrene.

Emil og Jacob er ikke alene om at sætte de mange grantræer op. De får hjælp af en del kammerater, så julestemningen kan blive spredt hurtigere.

Hvis en af lyskæderne går i stykker, må Emil og Jacob skifte den.

De kan dog ikke læne sig tilbage resten af julemåneden, når træerne først er sat op. De skal nemlig vedligeholdes, når en lyskæde for eksempel går i stykker. På årets sidste dage skal juletræerne så pilles ned igen, men det er ikke enden på træernes liv.

- Vi har en aftale med en børnehave, som får nogle af træerne. De bliver stillet op som en skov, børnene kan rende og lege i, forklarer Jacob.

- Så der er den sidegevinst ved det, at nogle børn får noget ud af træerne i længere tid, tilføjer Emil.

Vokset op med juletræer

Emil og Jacob startede DK-Juletræ for fire år siden, men juletræerne har været en del af deres liv siden de var små. Faktisk er de vokset op med dem, for træerne som de sælger, kommer fra deres fars juletræsplantage.

- Vi har været med til at passe og pleje træerne fra barns ben, fortæller Jacob.

Brødrene håber, at de kan blive ved med at sælge julestemning i mange år endnu, og har planer om at udvide til flere byer i de kommende år.

- Men så bliver vi nok nødt til at holde lidt mere fri fra vores normale arbejde, for at kunne gennemføre det, siger Emil og Jacob.

Annonceret indhold

Nyeste