Populære Rasmus Seebach skal igen spille til Ambufest i Hobro.
Det sker

Toppen af dansk pop spiller til Ambufest i 2023

06. december 2022 kl. 16:01

HOBRO: Toppen af dansk pop ruller sig ud i Hobro til næste års Ambufest i Hobro - fra 31. august til 3. september 2023.

Rasmus Seebach, Malte Ebert, Saveus, Blæst, Akademiet, Kesi, Artigeardit, Pauline, Aksglæde, Lamin og en lang række andre gode danske musikere og bands i forskellige genrer. 

Både til ”Ambu Open Air”-koncerterne torsdag og fredag samt til det store byfest teltbal lørdag aften bliver der spillet non-stop live musik i timevis fra de forskellige scener.

Martin Hedegaard er producer, sangskriver og sanger bag SAVEUS. Han blev kendt for at vinde X Factor i 2008.

- Uanset om du aldrig har været til Ambufest i Hobro, ellers du er en af dem der altid er med, så er opfordringen fra hele holdet bag Ambufesten klar - det er nu, du skal bestille din koncertbillet og måske en overnatning i Hobro, hvis du vil opleve kærligheden og den ægte jyske festivalstemning til Danmarks  (måske) største og ældste byfest.

Sådan lyder det fra Christian Johnson, Ambufestens pr-mand, i en pressemeddelelse.

Jacob Aksglæde Petersen og hans band optræder til Ambufesten i Hobro i 2023.

Byfestdelen har gennem en årrække oplevet vigende opbakning, og flere meget gamle traditioner er derfor forsvundet, men i 2023 får byfestdelen tilført ekstra opmærksomhed og økonomi for at få vendt udviklingen.

De to store koncerter ”Ambu Open Air” har modsat de gamle byfesttraditioner oplevet en stigning i interesse og opbakning. 

I 2022 satte Ambufesten rekord, og kunne for første gang siden 1920 melde alt udsolgt til den ene af de to store ”Ambu Open Air”-koncerter.

Hvor Ambufesten før var en lokal musikbegivenhed, kommer der nu gæster fra hele landet til Hobro for at være med, når det går løs med ægte jysk festivalstemning. 

Især den store fredagskoncert for ”det unge publikum” er blevet en kæmpe succes blandt unge i hele Danmark. 

Derfor opfordrer Ambufesten også i år til, at man ikke venter for længe med at købe billet, for der er kun plads til 6000 gæster pr. dag til det, folkene bag Ambufesten selv kalder Danmarks hyggeligste og kærligste byfest - understreget af det røde hjerte, som er Ambufestens logo.

Ambufesten er en af Danmarks største og ældste traditionelle byfester, som blev afviklet første gang i 1920. Formålet er at uddele overskud til velgørenhed og det lokale foreningsliv.

Du kan læse mere om Ambufesten på www.ambufest.dk og købe billetter på www.billetsalg.dk

Annonceret indhold

Nyeste