Carsten Hammer (længst til højre) giver selv koncert i bilhuset to gange i januar sammen med sit Bamse Tribute Band. PR-foto
Det sker

Skaldet kok åbner ny halvsæson i bilhus

Hammer Biler i Hobro fortsætter sin koncertvirksomhed i 2021 - ”på det halve antal cylindre”

10. december 2020 kl. 14:09
Carsten Hammer (længst til højre) giver selv koncert i bilhuset to gange i januar sammen med sit Bamse Tribute Band. PR-foto
Svenske ”A Tribute to Dire Straits” gæster Hobro 22 april som led i orkestrets ”Brothers in Arms Tour”. PR-foto
Creedence Tribute spiller gamle Creedence-numre, som under normale omstændigheder nok skulle lokke publikum ud på dansegulvet i bilhuset i Hobro. 19. februar må tilhørerne formentlig nøjes med at lytte til de velkendte Creedence-toner. PR-foto

Som alle andre koncertarrangører er også Hammer Biler i Hobro ramt af den aktuelle corona-situation.

Hvor bilhuset under normale omstændigheder plejer at kunne rumme 300 koncertgæster, er antallet nu begrænset til 140, men selv om det formentlig i nogle måneder endnu bliver ”på det halve antal cylindre”, som bilforhandler Carsten Hammer udtrykker dét, så fortsætter Hammer Biler ufortrødent med at arrangere koncerter.

- Vi er nødt til at planlægge koncerter også i 2021, da det er en del af vores forretningsgrundlag, og så må vi jo så bare håbe, at vore kunder bliver ved med at bakke op, så arrangementerne forhåbentlig kommer til at hænge økonomisk sammen, bemærker Carsten Hammer.

Alene i januar byder bilhuset på ikke mindre end tre arrangementer - startende med noget helt nyt, nemlig ”Det Hemmelige Talkshow”.

Undtagelsesvist er det på forhånd meldt ud, at den ene af aftenens taslkshow-gæster 14. januar bliver ”Den Skaldede Kok”, Carsten Olesen, som udover at være kok og bassist også netop nu er bogaktuel med bogen ”I medgang og Misbrug”.

Derudover har bilhuset i løbet af sæsonen truffet aftale med navne som sanger Ivan Pedersen, borgmester Mogens Jespersen og eventmager Henrik ”Røde” Jensen, og talkshow-vært bliver Morten Larsen, som publikum i bilhuset tidligere har kunnet møde som musiker i orkestrene BLT og Cocker Live.

16. og 23. januar skal bilforhandler Carsten Hammer selv på scenen med sit Bamse Tribute band.

Det er efterhånden en tilbagevendende begivenhed i Bilhuset, at salen fyldes med musik fra Bamse og Bamses Venner, og også i denne omgang forventes de kendte melodier at trække så tilpas mange til, at der er afsat to aftener for at få plads til alle gæster under corona-restriktionerne.

19. februar er der for første gang i Bilhuset mulighed for at møde det danske band, Creedence Tribute, der - som navnet antyder - spiller alle de store hits fra Creedence Clearwater Revival.

Bandet består af fem gæve jyder, som over en årrække har specialiseret sig i spille Creedence-numre som Proud Mary, Bad Moon Rising og Who´ll stop the Rain.

- Og når coronaen engang slipper taget, vil det helt sikkert også være et band, som kan fylde dansegulvet, bemærker Carsten Hammer.

19. marts kommer ”Souvenirs” til Hobro som et led i duoens 25 års jubilæums tourné.

Med sig på turné har Sofie Bonde og Nils Torp violinisten Klaus Pindstrup, kendt fra Himmerlands Folkemusikskole. Sammen fortolker de ørehængere som ”I et sommerhus”, ”Jeg troede du var hos Michael”, ”Jeg hader Susanne” og mange flere af de største Souvenirs-hits gennem det seneste kvarte århundrede. Alt sammen - med underspillet og til tider ironisk humor - kædet sammen af forsanger Sofie Bonde.

22. april byder Hammer Biler på koncert med svenske ”A Tribute to Dire Straits”.

- Jeg har tit været til koncert med Mark Knopfler, men han spiller jo typisk kun to-tre numre fra tiden med Dire Straits til sine koncerter.

- Derfor var jeg sidste år af sted for tjekke dette band ud – og hold da op, det virker. Både musik og sang lyder fuldstændig autentisk, og så spiller de alle de store hits i en lind strøm, lyder det fra en spændt og forventningsfuld Carsten Hammer.

Forårets sidste planlagte koncert, 12. maj, bliver med ingen ringere end Anders Blichfeldt, - tidligere forsanger i Big Fat Snake.

I sit nye solo-show ”Alene på scenen” tager Anders Blichfeldt publikum med på sin livsrejse, både den musikalske og den personlige.

Undervejs bliver der lejlighed til at høre sange både fra Big Fat Snake-epoken, fra samarbejdet med Elvis’ band og senest også fra Toppen af Poppen, årgang 2019.

Forud for alle koncerter byder Bilforretningen på en tre retters tallerkenserveret menu.

Og i det hele taget er arrangørerne meget opmærksomme på, at det skal være både trygt og sikkert at gå til koncert hos Hammer Biler.

- Vi har afskaffet garderoben. Vi har valgt at servere både mad og drikke direkte til gæsterne, mens de sidder. Og der er på forhånd sat navn på alle pladser i salen.

- Dette koncept er nu efterhånden solidt gennemprøvet, og vi må sige, at både vores frivillige personale, men også vore gæster, hidtil har være super gode til at passe på hinanden.

- Derfor kan vi naturligvis også kun opfordre til, at publikum i Hobro og omegn støtter op om live-musikken i det omfang, restriktionerne ellers tillader dét.

- Skulle et arrangement - mod forventning - blive aflyst, kan man selvfølgelig efterfølgende få pengene (excl. billetgebyr) tilbage, understreger Carsten Hammer.

Alle billetter til forårets koncerter er nu sat til salg og kan købes online via Hammer Bilers hjemmeside eller ved fysisk fremmøde i bilhuset på Aalborgvej.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu