Tom Kristensen, den legendariske racerkører fra Hobro, klipper snoren til indvielsen.
Det sker

Racerikon indvier naturskøn hjertesti

27. oktober 2022 kl. 12:01

Tom Kristensen, den legendariske racerkører fra Hobro, får en travl lørdag 29. oktober. I den gode sags tjeneste har han givet tilsagn om at klippe snoren, når Hjerteforeningen Mariagerfjord indvier ny hjertesti i Hobro. Det sker klokken 10.30 om formiddagen, og direkte fra indvielsen kører han til København for senere på dagen at speake Formel-1 løb på TV3.

Den ny hjertesti, som Tom K. åbner, går rundt om Fyrkat Engsø med start og mål ved parkeringspladsen ved Vikingeborgen Fyrkat. Her kan man snuppe en folder, der dels beskriver ruten og dels fortæller om området, ligesom der i folderen også er et kort over selve ruten.

Hjertestien er 3,2 kilometer.

Den er på 3,2 kilometer, og undervejs passerer man forbi et kolonihaveområde, hvor der på et græsareal er opstillet bord/bænk, hvorfra der er en smuk udsigt over Onsild Ådal med Fyrkat Engsø og Vikingeborgen.

Opsatte skilte med hjerteforeningens logo viser fra start til mål forløbet af stien, der kan benyttes af alle.

Bag stiprojektet står Hjerteforeningen Mariagerfjord, og det er etableret med velvillig bistand af kommunen, Hjerteforeningens hovedorganisation og lodsejerparret Jette og Svend Møller Hansen.

- Natur og motion smelter naturligt sammen på vores ny hjertesti omkring Fyrkat Engsø, som ligger i et naturskønt og bynært område i Onsild Ådal mellem byen og Vikingeborgen Fyrkat, siger formanden for Hjerteforeningen Mariagerfjord, Jørgen Thorndahl, Hobro.

Han håber, at mange møder op til premieren på den ny hjertesti:

- Vi er meget glade for, at vores bysbarn Tom Kristensen vil kaste glans over indvielsen ved at klippe åbnings-snoren. Alle interesserede - både medlemmer og ikke-medlemmer i hjerteforeningen - er meget velkomne til indvielsen, hvor vi byder på en forfriskning og et stykke kransekage inden, der bliver mulighed for at prøve stien, slutter Jørgen Thorndahl.

Annonceret indhold

Nyeste