
Præstegården i Vive er atter klar til grundlovsfesten
VIVE: For 34. år i træk er der grundlovsfest i en af landets smukkeste præstegårde, som er bygget i Vive.
Grundlovsfesten starter dog med, at Hadsund Skoleorkester marcherer gennem Vive bys flagallé til præstegårdshaven. Dannebrog går til tops under ”Der er et yndigt land”, inden skoleorkestret giver koncert i haven.
Grundlovstalen er i år lagt i hænderne på Danmarks tidligere kirkeminister og nuværende sognepræst, Mette Bock.
- Vi har inviteret Mette Bock i anledningen af, at folkekirken netop har fejret 75 årsdagen for kvinders adgang til præsteembedet. Mette Bock er selv i en sen alder blevet sognepræst i folkekirken og har dermed både siddet som den lovgivende part for folkekirken og nu selv som kvindelig sognepræst, lyder det fra arrangørerne, Vive-Hadsund pastorat.
Derefter er der mulighed for at høre Mariagerfjord Pigekor, som består af 24 piger i alderen 13-20 år fra hele Mariagerfjord Kommune
Som de tidligere år omdannes hele haven til en stor ”markedsplads” for hele familien med salg af is, pølser, fadøl, vand, kaffe og æbleskiver. Salget støtter de lokale foreninger i Vive.
”Kaptajn Rødskæg og Nick den Enøjede” har i år nye spændende opgaver for alle havens børn, som også kan boltre sig på to hoppeborge.
- Vi har samlet alle ledige borde og stole i hele sognet, men man er selvfølgelig velkommen til at medbringe egne campingstole og mindre borde – eller et tæppe til græsset. Så er man da sikker på at få en plads, enten i det store kaffetelt eller et andet sted i haven, lyder det i pressemeddelelsen.
