Lørdag den 4. juni er der comeback på Hobro Dyrskue. Foto: Privat
Det sker

Hobro Dyrskue gør comeback i en fornyet udgave

25. maj 2022 kl. 15:20

Efter tre års pause - to af dem på grund af corona - vender Hobro Dyrskue omsider tilbage. Det sker lørdag den 4. juni på Ambupladsen i Hobro – i en fornyet udgave, men med respekt for traditionerne.

Der er tilmeldt ikke mindre end 177 dyr, og så kommer der hele 44 udstillere med noget for enhver smag. Fra de største traktorer til foderblandinger, og det meste derimellem.

Der kræses for børn og børnefamilier når Paw Patrol stiller an med deres trafikbane, og børnene kan få taget billeder med den populære Skye. Der er også en ny hoppeborg, der skal indvies, og så byder både 4H og Spejderne på aktiviteter og underholdning.

Sulten kan stilles ved Slagter Madsen, der sørger for at bespise gæsterne i løbet af dagen. Vebbestrup Is, Y-mens og Ambupladsens gode folk sørger for lidt til den søde tand og passende drikkevarer. Thise Mejeri stiller med deres foodtruck og uddeler smagsprøver hele dagen.

Håbet er, at dette års dyrskue tiltrækker mellem 1500 og 2000 besøgende. Foto: Hobro Dyrskue

- Vi er stolte af det nye setup og det program, der er lagt for dagen. Det har været vores hensigt at involvere så mange lokale som muligt, og det synes vi, er lykkedes.

- Blandt andet bakker Hobro Handel op med ”Farmer Open By Night” om fredagen.

- Hobro Dyrskue skal være en festdag for alle. Uanset om man har tilknytning til landbruget eller ej, fortæller Birthe Balle, eventkoordinator for Hobro Dyrskue.

- Vi har også lyttet meget til de udstillere, der tidligere har været med på Hobro Dyrskue. Derfor er indretningen på pladsen nu lavet helt om.

- Her har Agri Nord bakket flot op, blandt andet ved at investere i nyt inventar til dyrene. Det er derfor helt spritnyt inventar, der tages i brug til dette års Hobro Dyrskue, hvilket har gjort det muligt, at vende tingene helt rundt. Det betyder, at uanset hvilken vej man går rundt, så kommer alle gæster forbi alle stande.

Der vil være massevis af aktiviteter for børnene - blandt andet en ny hoppeborg. Privatfoto

- Aftenfesten bliver også i en klasse for sig. Vi har allieret os med Hobro Idrætscenter, som sætter rammerne til en rigtig festlig aften med musik, dans og god mad. Vi har sat alle sejl ind på at lave en ny tradition med festen, og da vi har flyttet festen væk fra centrum, har vi allieret os med Mikkel fra Buddy Holly.

- Og er man ikke færdig med at feste, når vi slutter i Hobro Idrætscenter, så har vi indsat busser, der kan køre folk ned i byen, fortæller Birthe Balle.

- Det har været et kæmpe arbejde at nå hertil, men vi tror på det nye setup, der skal være fundamentet til de kommende års Hobro Dyrskue.

- Dette års udgave er i øvrigt også en slags generalprøve til 2023, hvor Hobro Dyrskue kan fejre 150-års jubilæum, slutter Birthe Balle.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu