Musik, mad og gode tilbud: 700 gavekort fra byens butikker uddeles
I den kommende weekend den 2. og 3. juni inviterer Hadsund Handel til Toldfri Dage med MC-træf, livemusik, uddeling af gavekort, salg af mad og drikke, gode tilbud i butikkerne samt ikke mindst masser af hygge og god stemning. Men det er vigtigt, at du husker passet!

I hvert fald patruljerer den humørfyldte tolder i gågaden både fredag og lørdag, og han vil ”forlange” at se dit pas. Kan du fremvise det, så får du til gengæld et gavekort til en af Hadsund Handels butikker, der disse dage desuden vil have ekstraordinært gode tilbud.
- Det er en herlig og populær tradition i Hadsund, som altid plejer at være et stort tilløbsstykke med en fantastisk hyggelig stemning i byen. Vi regner med at have 700 gavekort fra byens butikker klar til uddeling fra tolderen. Der kan være mange forskellige ting på gavekortet - både ting, ydelser og små beløb, fortæller Thomas Jensen, indehaver af Allessko og tovholder på Toldfri Dage for Hadsund Handel.
Stort MC-træf og livemusik
Om lørdagen er der også en del, der, udover passet, skal huske kørekortet. Her er der nemlig et stort motorcykeltræf i Storegade.
Alle, der har en motorcykel, er inviteret til at være en del af træffet, der løber af stablen fra kl. 11.00 til 13.00 på Storegade. Det hele vil blive krydret med besøg af Hadsund Skoleorkester samt livemusik med Young at Heart Band på Torvet samt salg af mad og drikke.
- Vi glæder os meget til at byde velkommen til dette års Toldfri Dage, og det er rigtigt spændende, at vi i år også har et MC-træf. Så er det bare at håbe på godt vejr, men et kig på prognoserne lige nu ser da ganske lovende ud, slutter Thomas Jensen.