
Mogens Jespersen skal vie vikingekriger og skjoldmø ved Fyrkat
I en hel weekend er der fest på Vikingegården ved Fyrkat i en helt særlig anledning. Gården danner ramme om et storslået bryllup, hvor en lokal vikingekriger gifter sig med sin skjoldmø. Det er den lokale vikingehøvding, Mariagerfjords borgmester, Mogens Jespersen, som foretager vielsen.
Det hele finder sted lørdag 16. september og søndag 17. september, og alle er velkomne.
Det skriver Nordjyske Museer i en pressemeddelelse.
En levende landsby
Med hjælp fra skuespillere fra Fyrkatspillet er Vikingegården ved Fyrkat i weekenden fra 16. september til 17. september omdannet til en levende landsby et sted i Danmark 975 år efter Jesus, ifølge de kristne, havde sin gang på jorden. Landsbyen ligger tæt ved Hos bro, hvor man kan krydse åen.
Byens leder er storbonden, men du kan også møde håndværkere, småbønder med familie, trælle og husdyr.
To mennesker skal smedes sammen, og den øverste stormand i området, vikingehøvdingen Mogens Jespersen, der er borgmester i Mariagerfjord Kommune, kommer for at velsigne parret om lørdagen to timer efter solen står højest på himlen. Det er kl. 14.00.
Som publikum kan du opleve de mange forberedelser, selve brylluppet samt festen, der varer i flere dage.
Storbonde viser rundt
Det er den lokale storbonde og hans kone, der tager imod publikum og viser rundt i landsbyen. Han fortæller levende om det kommende bryllup. Det er nemlig hans søster, der skal giftes med en vikingekriger, der har deltaget i mange krigstogter.
Om lørdagen er der travlt med forberedelser overalt - der laves mad over bålet, landsbyen pyntes op, festtøjet gøres klart mv.
Publikum har også lejlighed til at se trælle arbejde i køkkenhaven. De arbejder hårdt, men storbonden ved også, at hvis han skal have mest muligt arbejde ud af dem, skal de have god mad og rimelige forhold. Man sulter ikke den hest, der skal trække ploven. Trællene straffes dog hårdt, hvis de ikke adlyder.
En skål suppe og brød
I løbet af weekenden har landsbyen desuden besøg af to handelsmænd, som fortæller historier, samt en sanger og dennes lærling.
Når gæsterne er blevet vist rundt, vil landsbyen byde på en skål suppe og brød, og man er velkommen til at slå sig ned og feste sammen med beboerne - men husk, at de lever i år 975, og de kan derfor ikke fortælle om udgravninger og arkæologi. Derimod har de en masse sjove historier fra hverdagen anno 975.
Brylluppet finder sted om lørdagen, men festlighederne varer hele weekenden. Det er Fyrkatspillet, der står bag arrangementet, og der er gratis adgang for børn under 18 år.