Løgstør Skole, der i dag holder til på Bøgevej.
Det sker

Hovsa: De fandt pludselig ud af, at der er 200-års jubilæum

Nu lægges der an til stor fest

06. juni 2023 kl. 16:01
Opdateret kl. 19:06

LØGSTØR: - Vil du se de gamle klassekammerater fra dengang, hvor du havde hår på hovedet. Og rynker samt deller var ikke-eksisterende?

Så er muligheden der nu, altså, hvis du har gået på Løgstør Skole.

Denne sommer fylder skolen nemlig 200 år, og det bliver fejret med en stor fest i Lanternen i Løgstør, hvor der bliver mulighed for gensyn med kammeraterne fra dengang.

Løgstør Skole.

- Jeg sad og snakkede med min mand, der har gået på Løgstør Skole, om, hvornår skolen her fylder 50 år. Vi fandt vi ud af, at det først er om tre år. Men samtidig opdagede vi, at det faktisk i år er 200 år siden, Løgstør fik sin folkeskole, fortæller viceskoleleder Hanne Stender, som kunne overbringe skoleleder Klaus Toft nyheden om, at der da sørme er jubilæum.

Og at man så hellere måtte sætte gang i lidt festivitas.

Løgstør Skole fylder 200 år denne sommer.

- Det var lidt sent, vi fandt ud af det. Men det skal da naturligvis fejres, og derfor har vi lagt an til 200-års-festen i Lanternen, der er nabo til skolen. Her er alle tidligere elever samt tidligere og nuværende ansatte inviteret, siger Klaus Toft, som har allieret sig med tidligere skoleinspektør på skolen, Gunnar Villumsen.

Gunnar Villumsen, der i sin tid var leder af skolen i Løgstør, skal lave et jubilæumsskrift. Her fanget, da han sagde farvel til skolen.

Han er nu leder af det lokalhistoriske arkiv i Løgstør og har påtaget sig opgaven med at lave et jubilæumsskrift.

Det får samtlige festdeltagere til festen 2. september udleveret et eksemplar af. 

Skoleleder Klaus Toft.

Startede i Fjordgade

Skolen i Løgstør ligger i dag på Bøgevej, men det hele startede i Fjordgade. I 1914 blev der bygget ny skole i Østergade, som var i brug indtil 1976.

Her blev skolen på Bøgevej taget i brug - en skole som for få år siden blev renoveret for et stort millionbeløb.

Skolen har i dag plads til 560 elever - i øjeblikket går der 375 elever.

Klaus Toft fortæller, at skolen til jubilæumsfesten har allieret sig med Aalborg Skolefoto, som vil tage nye klasse- eller årgangsfotos.

Festdeltagerne vil blive placeret således, at de sidder med skolekammerater fra samme årgang. 

Frem til 1976 holdt Løgstør Skole til i Østergade.

Inden jubilæumsfesten bliver der mulighed for rundvisning på skolen.

Der skal være mindst 300 tilmeldte for at festen gennemføres.

Løgstør handelsstand har besluttet sig for at være med til fejringen af Løgstør Skole. Om torsdagen op til festen vil der være musik i midtbyen samt optog, hvor man går forbi de gamle skolebygninger. Der bliver også en udstilling om skolen i midtbyen - arrangeret af lokalhistorisk arkiv.

Man kan tilmelde sig festen via skolens hjemmeside.

Annonceret indhold

Nyeste