Bymidten i de tre hovedbyer i Frederikshavn Kommune skal udvikles. 
Livet her

Udfordringerne er kæmpestore i centrum - så nu skal der skabes liv og nye muligheder

Centrum i Frederikshavn, Sæby og Skagen skal udvikles - og arbejdet er i fuld gang

13. januar 2023 kl. 13:58

FREDERIKSHAVN: Hvis centrum i henholdsvis Frederikshavn, Skagen og Sæby skal være et dynamisk og levende indslag i bybilledet, kræver det både et kritisk blik og stram planlægning. 

Men i øjeblikket er der store udfordringer. 

Problemet er, at de tre hovedbyer i Frederikshavn Kommune - og i mange andre byer i Danmark - har udfordringer med at sikre et varieret butiksliv og med at tiltrække nye forretningsdrivende, beboere og investorer. Samtidig bliver nethandel mere og mere udbredt. 

Ifølge Frederikshavn Kommune er hver femte udvalgsvarebutik i Danmark - siden 2006 - forsvundet på landsplan.  

Væk fra midtbyen

I Frederikshavn går snakken i byen blandt andet på, at centrum er ved at flytte fra midtbyen og ud på Hjørringvej, hvor mange af de store butikskæder ligger. 

I Sæby er bymidten udfordret af slagteriet Danish Crown, som ligger i udkanten af bykernen. 

Og i Skagen er det nødvendigt med en tidssvarende planlægning, som tilgodeser behovet for turisme og handel i bymidten.  

Derfor har politikerne besluttet at afsætte penge til "at modernisere lokalplanlægningen i Frederikshavn, Sæby og Skagen", som det hedder.

Måske skal butikkerne i centrum indgå i et tættere samarbejde, tomme bygninger skal omdannes til nye funktioner, ligesom det er vigtigt at skabe "nye forbindelser mellem byens vigtige punkter". Og er der parkeringspladser nok omkring centrum? 

Står for skud

Det er blandt andet handelsstandsforeningerne, erhvervsdrivende, ejendomsejere og politikere, som i den kommende tid skal give et bud på den nødvendige udvikling i kommunens tre største byer.  

Frederikshavn er den første by, som står for skud, og en række møder er blevet holdt.  

Næste skridt er, at politikerne i plan- og miljøudvalget i marts bliver præsenteret for konkrete planer om midtbyen i Frederikshavn.  

   

Annonceret indhold

Nyeste