Overgang etableret ved Rosenborg Sko. Det har generelt ikke været nogle lette år for Rosenborg Sko. 
Shopping

Butik lukker i gågaden: - Vi har ikke været dygtige nok

Generelt har det været en meget vanskelig tid for detailhandel, siger Jan Thaarup

20. januar 2023 kl. 15:36

FREDERIKSHAVN: Jan Thaarup har besluttet at lukke skobutikken Rosenborg Sko i gågaden i Frederikshavn.

- Vi overtog butikken den 1. februar 2019, og var klar over, at vi skulle skabe vækst for at få en sund forretning. Vi må erkende, at det ikke lykkedes. Generelt har det været en meget vanskelig tid for detailhandelen. Vi har været lukket ned som følge af Covid-19 to gange, gågaden har været gravet op, leverancer af sko er blevet forsinket, og senest har krig i Europa blandt andet medført hyper inflation, som forståeligt nok får kunderne til at passe på pengene. 

- Vi har ikke været dygtige nok til at navigere rundt i det farvand af forhindringer. Og en del af vores plan var at flytte i ny butik, men det projekt er blevet forsinket, siger Jan Thaarup.

Skal rives ned

Ejendommene Danmarksgade 66 og 68 skal rives ned, og der skal opføres en ny ejendom med både erhverv og beboelse. 

Se også
Ny byejendom vokser frem

Projektet har opnået de nødvendige dispensationer, og afventer endelig byggetilladelse.

- Jeg er ærgerlig over, at det har taget så lang tid at få vores projekt godkendt, siger Jan Thaarup.

Han mener, at der ingen tvivl er om, at de to ejendomme ikke pynter i bybilledet.

- En ny ejendom med et tilhørende grønt udeareal vil være med til at forskønne gaden til glæde for byen og alle forretningsdrivende. Det var en del af vores plan, at vi skulle tilbage til den nye ejendom med et nyt udtryk i butikken og udvidet sortiment. I stedet blev det desværre en vurdering af, om vi skulle investere i en midlertidig butik, for efterfølgende at indrette en ny butik. Beslutningen blev altså, at det skal vi ikke, fortæller Jan Thaarup. 

Alle kreditorer bliver betalt

Det er forventningen, at nedrivning af ejendommene Danmarksgade 66 og 68 kan påbegyndes til foråret. Rosenborg Sko skal rømme lokalerne inden da, og vil gennemføre ophørsudsalg indtil 29. april 2023.

- Selv om det økonomisk har været en lidt anstrengt periode, har det alligevel været en fornøjelse at drive detailbutik. Jeg har fået stor respekt for de forretningsdrivende, der brænder for deres små butikker, siger Jan Thaarup. 

Lukningen af Rosenborg Sko bliver gennemført som en solvent likvidation, som sikrer, at alle kreditorer bliver betalt.

Annonceret indhold

Nyeste