Skibet Attender ramte ydermolen i Skagen Havn tidligt om morgenen 18. januar. Hvorfor? Det undersøges nu af havarikommissionen.
Livet her

Påsejling i havn stadig en gåde

Havarikommission i gang med undersøgelse, men den kan vare længe

31. januar 2023 kl. 16:40

SKAGEN: Det er stadig uopklaret, hvorfor forsyningsskibet "Attender" onsdag 18. januar tidligt om morgenen bragede ind i en ydermole i Skagen Havn, da skibet var ved at sejle passagerer ud til et større skib ud for Skagen.

Den Maritime Havarikommission er i gang med at undersøge, hvordan og hvorfor uheldet skete - men der kan gå måneder, før rapporten om uheldet er klar.

Menneskelig fejl?

Efter uheldet oplyste Nordjyllands Politi, at det efter alt at dømme var en menneskelig fejl, som førte til påsejlingen af molen.

Ved påsejlingen røg det ca. 20 meter lange skib delvist op på stenmolen. Påsejlingen var så voldsom, at skibet fik store skader i skroget under vandlinjen. Med andre ord kunne det sandsynligvis være sunket, hvis det ikke havde siddet fast på molen. Skibet er nu på værft i Skagen.

Påsejlingen var så voldsom, at skibet (th.) røg delvist op på molen

Da uheldet skete, var der seks personer på forsyningsskibet: To besætningsmedlemmer og fire personer, der skulle sejles ud til et skib forankret i Ålbæk Bugt. 

Ingen af dem kom noget alvorligt til ved skibsuheldet.

Ser nærmere på havnen

Netop nu er Den Maritime Havarikommission ved at undersøge de nærmere omstændigheder ved uheldet. Det vil formentlig vare flere måneder før konklusion og undersøgelsesrapport er klar.

Undersøgelseschef Øssur Hilduberg fra havarikommissionen oplyser, at man ikke kun undersøger, hvad der skete på skibet, men også om forhold i Skagen Havn - herunder ydermolen - har haft betydning for uheldet.

Undersøgelsen er et forsøg på at klarlægge det præcise omstændigheder, så lignende uheld kan undgås fremover.

Se også
Voldsom påsejling: Chokeret besætning får hjælp
Se også
Endelig lykkedes det - nyt om uheldsskibet

Annonceret indhold

Nyeste