Arkivfoto: Bo Lehm
Livet her

Hold på lighter og ukrudtsbrænder - det er knastørt derude

Brandfare-indekset i naturen stiger frem til søndag, hvor brandfaren vil være meget høj

22. juli 2021 kl. 21:24

NORDJYLLAND: Hvis du synes, at der ved at være lang tid siden, at der har regnet sådan for alvor, så har du ret. Det er tørt derude i naturen, og specielt i Vendsyssel skal du passe på.

Det kan man se, hvis man klikker forbi brandfare.dk - hvor brandfaren er markeret i farver: Jo mørkere og tættere på sort, des højere er brandfaren.

Her skiller Vendsyssel sig altså ud i nordjysk sammenhæng lige nu med index "Høj"-brandfare. En status landsdelen deler med området i Thy i trekanten Østerild-Nors-Ræhr (sådan cirka). Høj brandfare betyde, at "antændelse ved glød eller mindre flamme kan forekomme", så det gælder altså om at holde godt styr på gløder fra cigaretter, grillkul og hvad man ellers kan forestille sig, der kan smide gløder i naturen.

Gode råd til at undgå naturbrande

Vær opmærksom på lokale eller permanente forbud mod afbrænding eller brug af åben ild.

Brug dertil indrettede pladser, hvis du skal tænde bål eller grille i naturen

Hold altid afstand til bevoksning

Efterlad aldrig et bål eller en grill, der ikke er slukket helt

Brug kun åben ild i stille vejr

Hav altid vand i nærheden, når du bruger åben ild

Brug tobak, maskiner og elektrisk værktøj med omtanke – få gnister kan starte en brand

Lad ikke glas ligge fremme i solen i den tørre vegetation

Parker aldrig din bil i højt tørt vegetation

Ring til 1-1-2, hvis uheldet alligevel er ude

Kilde: Beredskabsstyrelsen

Brandfare-indekset som det ser ud søndag, hvis DMIs forudsigelser holder.

Ser vi et par dage ud i fremtiden, så skal du ikke bare passe på, du skal passe meget på, når du færdes i naturen. Tre dage mere med 25-26-27 graders varme, ubønhørlig sol og ingen nedbør vil betyde, at store dele af hele Region Nordjylland søndag vil nå "Meget høj" på brandfare-indekset - og det betyder, at "Antændelse ved glød eller mindre flammer sker meget nemt".

Så her gælder det egentlig bare om at lade være med at slæbe ild ud i naturen - hvad enten det er en grill eller en cigaret. Hvis en kommune udsteder et egentligt afbrændingsforbud, så kan man finde det på Beredskabsstyrelsens side.

Søndag vender det til gengæld, hvis ellers vejrudsigten holder, for DMI lover regn i det meste af Danmark i løbet af søndag og i særdeleshed mandag - og det vil lægge en dæmper på den værste umiddelbare brandfare.

Men - selv om regn søndag og mandag sænker risikoen for, at et smidt cigaretskod antænder en naturbrand, så er naturen stadig meget tør. Så hvis der går ild i noget, og ilden for alvor får fat, så kan det hurtigt udvikle sig. Så selv om brandfare-indekset falder, skal man ikke sænke paraderne alt for meget, når tænker på at bruge åben ild i naturen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu