Jakobs klassiske burger fåes også i en vegetarisk udgave med plantebøf på Jakobs Café i Skagen
Mad & Drikke

Populær café i Skagen kigger i vegansk retning

11. januar 2023 kl. 17:01

SKAGEN: Klimahensyn, miljøovervejelser, sundhed og smag. Der er mange overvejelser bag, når det grøntsagsbaserede, vegetariske og veganske køkken vinder mere og mere indpas i køledisken i supermarkedet, i vores egne køkkener derhjemme og på restauranter og caféer landet over.

I de større byer har der længe været rent veganske spisesteder, og de fleste caféer og restauranter har som minimum et vegetarisk eller vegansk alternativ på deres menukort.

Sådan har det også været på Jakobs Café i Skagen i nogle år, hvor der fast på menukortet har været en vegetarisk burger de sidste to-tre år.

- Vi har også de sidste par år kunnet servere en vegansk hovedret på bestilling, men ikke haft den fast på menukortet. Det har vi nu, fortæller Jakob Sund, som er indehaver af Jakobs Café.

Der kommer nok flere vegetariske og veganske alternativer på menukortet på Jacobs Café i fremtiden.

Og det veganske og vegetariske køkken er da også et af caféens udviklingspunkter.

- Der er jo større og større fokus på vegetariske og veganske retter generelt. I København er der toprestauranter, som helt undgår kød. Det kommer nok ikke til at ske fra den ene dag til den anden her i Nordjylland, men det kommer alligevel mere og mere, og vi begynder da også at kigge mere i den retning end tidligere, fortæller Jakob Sund.

Udover den veganske hovedret har caféen også en vegetarisk udgave af deres populære burger, og de vil i det hele taget gerne sætte mere fokus på de vegetariske og veganske retter i fremtiden. Og på caféen oplever de, at deres kødløse retter er populære hos de gæster, som bestiller dem.

Stiller krav til kreativiteten

Udover de veganske og vegetariske retter, der står på menukortet, kan flere af caféens retter laves vegetarisk på forespørgsel.

- Det kræver noget af kreativiteten at skabe et mættende og næringsrigt vegetarisk eller vegansk måltid, fortæller caféens køkkenchef, Kamilla Lyngby, som kun synes, at det er en spændende og udfordrende opgave, at få grøntsager til at smage.

Lige nu er den veganske hovedret på menukortet en svampesteg med cremet tomatsauce, syltede svampe og kroketter af sød kartoffel.

- Vi forsøger, som altid at følge med tiden - også på det her punkt, siger caféens ejer Jakob Sund.

Vegansk livsstil er plantebasere, og veganere undgår kød, fjerkræ, fisk, skaldyr, biprodukter fra slagtning, animalske produkter som mælk, æg, ost, læder, pels, uld, honning samt produkter testet på dyr.

Vegetarisk livsstil defineres som at leve af planteføde, som frugt og grønt, korn, bælgfrugter, nødder og frø med mere. I en vegetarisk livsstil kan suppleres med mælkeprodukter og æg.

Annonceret indhold

Nyeste