
Kendt Skagen-café får ny chef ved komfuret
Efter mange år med samme køkkenchef i køkkenet, er der nu ny chef ved gryderne i køkkenet på Jakobs Café i Skagen.
Kamilla Lyngby har overtaget styringen i køkkenet efter nogle år som først kokkeelev og siden kok i samme køkken. Og den nye køkkenchef har både planer om ændringer og udvikling af menukortet, men respekt for det, der allerede fungerer på kortet.
- Vores klassikere bliver på kortet. Det er for eksempel dagens fisk og Jakobs cheddarburger, fortæller den nye køkkenchef, som selv er bidt af gode råvarer og frisk fisk og som ikke har tænkt sig at røre ved Jakobs Cafés helt særlige ‘dagens fisk’.
- Vi får fisken direkte fra kutteren S66 Pedit Skagen, og der går ikke en time fra de lander i havnen til, vi har fisken liggende på bordet i køkkenet her, siger Kamilla Lyngby om caféens friske fisk. Derfor ved man heller ikke på forhånd, hvilken fisk, der er på menuen.
- Det er oftest rundfisk, som torsk eller lyssej, men ind imellem fanger kutteren pighvar eller andet, og så er det den fisk, der kommer på menuen den dag, fortæller køkkenchefen, som lige skal finde sine ben i det nye ansvar, før der laves en masse om. Og det er da heller ikke, fordi alt bliver anderledes på Jakobs Café med den nye køkkenchef ved komfuret.

Klassikere og nye retter
- Vi har mange gæster, som kommer for vores klassikere, men også en del, som ønsker at prøve nye ting. Og det kan da godt være en svær balance at tilgodese begge, men det synes vi egentlig, at vi gør - og i det her år skal der ske endnu mere nyt, fortæller café-ejer Jakobs Sund, som sammen med den nye køkkenchef har fokus på at udvikle de populære social dining-retter, som er en slags dansk tapas bestående af små retter, som deles ved bordet.
Lige nu kan man vælge mellem for eksempel færøsk koldrøget laks, skagenskinke og profiteroles, røget marv og Karl Johan-creme, crispy chickenwings med kimchi-mayo og friske urter, jomfruhummerhaler stegt med hvidløg og krydderurter, spyd med oksemørbrad eller vegansk svampesteg, bare for at nævne nogle.

Åbent hele året
-Vi har ihvertfald åbent minimum 360 dage om året. Vi holder en personalefest, hvor vi har lukket, så jeg kan ikke sige, at vi har åbent alle dage, men det er tæt på, fortæller café-ejer Jakob Sund, som forklarer at det også betyder, at han kan holde på medarbejderne i en tid, hvor rekruttering i branchen ellers er svær.
- Og det betyder, at vi kan holde vores niveau. For vi skal ikke ud og lære en masse nye medarbejdere op i starten af sæsonen, fortæller Jakob Sund.