Karl-Emil Lenschau Sams fra Vin og Ciderbaren
Mad & Drikke

20.000 forbi baren hver sæson: Nu sker der ting og sager bag de lukkede døre

24. januar 2023 kl. 19:01

Sømærket i Gl. Skagen er et af de steder i byen, som benytter januar til en opgradering.

Det kan godt være, at man møder en del lukkede døre i Skagen i januar, men det er ikke ensbetydende med, at alt står stille og der ingenting sker inde bag dørene.

Flere ikoniske skagen-etablissementer bruger nemlig januar til at renovere, reparere, ombygge og opgradere bag de lukkede døre.

I år gælder det blandt andre både Brøndums Hotel, Ruths Hotel, Sømærket i Gl. Skagen og fiskehandleren Skagen Frisk.

- Vi er de helårsåbne, som er her hele året, forklarer Karl-Emil Lenschua Sams fra Sømærket Vin- og Ciderbar i Gl. Skagen om den ombygning og renovering, der er i gang i vinbaren, men også hos naboen, Ruths Hotel, og andre steder i byen.

- Der skal jo ind imellem restaureres og renoveres, og så er januar det bedste tidspunkt, fordi det er her, vi har færrest gæster. Vi lukker kortvarigt ned og giver den fuld drøn inde bag dørene, siger Karl-Emil Lenschau Sams.

Hjørnet inden ombygningen gik i gang.

Mere plads til mad

Vin og Ciderbarens opgradering handler især om at få bedre mulighed for at håndtere mad-serveringerne. Indtil nu er både drikkevarer og madvarer blevet håndteret fra den samme bar, men med januar-opgraderingen får Karl-Emil og kompagni bygget et lille anretterkøkken, så der bliver både en madbar og en drikkevarebar i Sømærkets lokaler.

Det er udviklingen i baren som nu er med til at diktere behovet for endnu en bar i vinbaren.

- Vi har over sommeren serviceret omkring 20.000 mennesker fra vores ene bar på fire-fem kvadratmeter og er klar til nogle mere professionelle løsninger nu. Men vi har lige sådan gedigent nordjysk skulle bruge lidt tid på at se, om vores koncept holdt og mærke, hvor det udviklede sig hen ad, fortæller Karl-Emil Lenschau Sams, som sammen med Sømærket i år har fjerde sæson i det ikoniske Sømærket i Gl. Skagen.

Et anretterkøkken er under opsejling hos Sømærket, så der kan laves mere mad til gæsterne.

I starten handlede det mest om at have plads til at skære lidt pølse og servere et lille bræt med ost, pølse og måske foie gras-terrine sammen med vinen, men stedet har efterhånden udviklet sig til også at være en decideret madbar.

- Vores gæster er med til at diktere, hvad vi er for en bar. Og vi er altså nu mere en madbar, end vi var i starten, men vi er også en vinbar og en stemningsbar - og nogle gange også en decideret drukbar, fortæller Karl-Emil Sams.

Sømærket Vin og Ciderbar opgraderer køkkendelen i baren .

Grøn udvikling i køkkenet

Og madsiden har udviklet sig gennem tiden til blandt andet også at indeholde en del grønne anretninger.

- Fremover kommer der flere sæsonbetonede anretninger og grønne serveringer. Vi serverer lette små smagsoplevelser, og spiser du tilpas mange af dem, bliver det til et helt måltid, forklarer Karl-Emil og pointerer, at det er tanken at lave små friskproducerede såkaldte “venstrehåndsanretninger” - for i højre hånd har du jo et glas vin, som han siger.

Sømærket Vin og Ciderbar lukkede ned 31. december, og går alt efter planen, tørrer Karl-Emil og kompagni murerstøvet af sig og åbner igen den. 9. februar.

Det hele startede med vin og cider og et bræt med pølse, ost og paté. Nu er det fjerde sæson at Vin og Ciderbaren går i møde i Gl. Skagen.
Annonceret indhold

Nyeste