Elever fra tre musikskoler tager på miniturné i Vendsyssel. Foto: Brønderslev Kulturskole
Livet her

Tre musikskoler i Vendsyssel går sammen om miniturné

27. januar 2022 kl. 10:38

Musikskoleelever i Brønderslev, Frederikshavn og Hjørring skal sammen på en miniturné, hvor de skal spille koncert tre steder.

Det er musikskolerne i de tre kommuner, der er gået sammen om initiativet, hvor i alt 20 til 25 musikskoleelever, både børn og voksne, deltager. Det spiller klassisk musik på violin, cello og kontrabas.

Violinlærer Niels Bjerre fra Brønderslev Kulturskole fortæller, at det betyder meget for deltagerne at møde andre med samme interesse.

- Det betyder rigtigt meget for eleverne at få bygget en social dimension, det er alfa og omega for deres udvikling både individuelt og med sampil, fortæller han.

Det er første gang, at de tre musikskoler laver en miniturné sammen.

- Eleverne glæder sig. Det er en oplevelse at være med på en lille turné, og det giver også noget særligt at få lov at spille det samme tre gange. Tit er det kun en, hvor man øver op til en koncert, fortæller Niels Bjerre.

Her får de altså mulighed for at spille tre gange sammen med andre fra nabokommunernes musikskoler.

Den første koncert bliver i Det Musiske Hus i Frederikshavn 8. februar klokken 19.30.

9. februar spiller de i Den Runde Pavillon i Brønderslev klokken 19.30.

10. februar også klokken 19.30 er der koncert i Hjørring på Vendsyssel Teater.

Der er gratis entré til alle koncerterne, og de er åbne for alle.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu