På toppen af bakken bag skolen opføres denne villa, som får byens bedste udsigt.
Livet her

Stor optimisme: Landsby har byggeboom

04. januar 2023 kl. 18:02

Det er mange år siden, der er blevet bygget tre nye boliger i Gærum i samme år. Men det skete i 2022, og det giver grund til optimisme i den lille landsby, der lige som de fleste andre mindre samfund slås med faldende befolkningstal.

Befolkningstallet er et meget vigtigt pejlemærke, for det er grundlaget for, at Gærum fortsat kan have en folkeskole og en dagligvarebutik med posthus, apoteksudsalg, lotto, pakkeshop og benzintank. Og det er grundlaget for det rige foreningsliv, som findes.

Gærum har ikke undgået et fald i antal indbyggere. I løbet af de seneste fem år er tallet faldet med 40 til i alt 621 personer. Derfor er det så meget mere positivt, når der bygges nyt, og når boliger bliver handlet, og der flytter børnefamilier til byen. Ud over de tre nybyggerier er der i 2022 handlet otte boliger.

På Vrangbækvej opføres nu endnu en villa med direkte adgang til det imponerende istids-landskab omkring Gærum.

- Jeg er rigtig glad for, at der igen bygges boliger i Gærum, og så ovenikøbet tre huse på én gang. Det er godt, og det er dejligt, at nogle vælger Gærum til, siger Lotte Carlsen, der er formand for Gærum Borgerforening.

Lotte Carlsen ser positivt på Gærum fremtid, for det er nogle meget aktive borgere, der bor her. Der sker hele tiden noget nyt. Blandt andet er der de senere år etableret et nyt fitnesscenter, og lige nu arbejder borgerforeningen og mange ildsjæle for at lave en modernisering og udvidelse af byens populære legeplads.

 

Det koster en million kr., men halvdelen af finansieringen er allerede på plads, bl.a. i kraft af en bevilling fra Friluftsrådet.

Denne smukke villa på Vrangbækvej blev færdig i 2022.
Annonceret indhold

Nyeste