Udskiftning af vinduer på Brøndums Hotel
Livet her

Skagen hotel renoverer: Overraskelse fra fortiden dukkede op

25. januar 2023 kl. 06:01

Hvad har Stauning, historisk glas, langsomtvoksende fyr og lin-olie til fælles?

Fællesnævneren er Skagens ikoniske hotel, Brøndums, som lige nu er i gang med en større renovering.

Og når man renoverer et ikonisk og fredet historisk hotel, som Brøndums Hotel i Skagen kræver det en særlig nænsomhed, men byder også på en del overraskelser undervejs.

Receptionist Caroline Røntved med den gamle avis fra 1933 med billeder af Stauning fundet imellem vinduesrammerne da de blev skiftet ud.

Et strejf af tobak og tidslomme

Lige nu er hotellet i gang med at udskifte de store vinduespartier i restauranten, og sådan en manøvre gemmer på mange sjove opdagelser og historiske vingesus.

- Det er er sjovt, når vi begynder at fjerne de gamle vinduer, så finder vi ting som fortæller historier. Vi kan for eksempel se den gamle maling inde bagved, som er helt tobaksgul. Det vidner jo om en anden tid, hvor man gerne måtte ryge i en restaurant, fortæller Emil Hauge og kan også berette om gamle aviser fundet i sprækkerne ved vinduerne.

- Der lå en gammel krøllet avis, som vi lige måtte undersøge nærmere. Og så dukkede der et billede af Stauning op i avisen og en dato i 1933, fortæller Emil Hauge begejstret.

Vinduer er ikke bare vinduer, når de sidder i en fredet bygning og en udskiftning kræver særlig håndværksmæssig kunnen og særlige produkter, som langsomtvoksende fyrretræ, historisk glas og lin-olie.

Usynlig renovering

- Hos os er pointen faktisk, at man helst ikke skal lægge mærke til, at vi har renoveret. Vi er jo midlertidige forvaltere af denne her fredede og historiske bygning og er kun en lille brik i det her hus’ lange historie, så vi renoverer meget nænsomt, så huset også består til de næste generationer, som engang overtager, fortæller hoteldirektøren om den særlige opgave det er at renovere et fredet og historisk hus.

- Vi betragter huset her én til én som et skagensmaleri. Så det vi gør skal være nænsomt, fuldstændig ligesom, når konservatorerne ovre på Skagens Museum konserverer et af skagensmalernes værker, forklarer direktøren.

Og det betyder, at glasset i de nye vinduer ikke bare er almindeligt glas, men historisk glas, at trærammerne er af en særlig langsomtvoksende fyr fra nordsverige, og malingen er en helt særlig lin-olie, ligesom den man malede med i sin tid. 

Der er gang i den bag de lukkede døre på Brøndums Hotel, som åbner igen den 10. februar.

Altid noget at gøre 

Så renoveringen foregår efter de helt rigtige gamle forskrifter og af en snedker, som kan lave det så tæt på originalen som muligt.

- Vi har brug for at lukke ned en gang om året, for at lave en ordentlig renovering. Og vi arbejder kontinuerligt året rundt med lister over, hvad der er brug for. Og det kan sagtens ændre sig på månedsbasis, ja faktisk på ugebasis. Der sker hele tiden noget, inde i væggene eller oppe på loftet her på hotellet, siger direktøren om Brøndums Hotel, som han beskriver som et hus med sit helt eget liv.

Brøndums Hotel regner med at åbne dørene til hotellet og restauranten med de nye gamle vinduer igen den 10. februar.

Annonceret indhold

Nyeste