Livet her

Jubilæum midt i alvorlig krise

14. januar 2023 kl. 12:22

Skagen Antik og Genbrug fylder 10 år og inviterer, på trods af alvorlig krise, til kaffe og kage lørdag den 21. januar fra klokken 10 til 14.

Der er ret koldt inde i genbrugsbutikken. Indehaver Anita Oscar er også klædt godt på i tyk strikketrøje og quiltet vest, for at holde sig varm i butikken.

Hun har netop slukket for de elektriske varmegivere, og nu er der kun varme på i personalestuen og i bagrummet, hvor hendes medarbejdere sorterer tøj.

Det er en kæmpe el-regning, som netop er kommet ind ad døren, der har gjort det nødvendigt for hende at slukke for el-varmen. Allerede i april lukkede hun for gassen.

- Dengang fik jeg en kæmpe regning og gik direkte ud og slukkede for gassen, fortæller hun. Og næsten det samme er altså nu sket med el-regningen.

Kagen er betalt

- Jeg er simpelthen glad for, at det er i år, at jeg har jubilæum og ikke næste år, for til den tid er det ikke sikkert, at vi er her mere, siger Anita Oscar og har svært ved at holde tårerne tilbage.

Men selvom følelserne lige nu sidder uden på tøjet hos Anita Oscar, har hun også evnen til at se humoristisk på det meste.

- Bare rolig, kagen og kaffen til jubilæet er betalt, så folk kan sagtens komme, og det håber jeg virkelig, de gør, ellers skal jeg jo spise det hele selv, og så tager jeg jo på, siger hun og griner.

- Sådan er det her hos os, vi kan heldigvis grine af det meste, siger butiksindehaveren.

Og det er da heller ikke, fordi butikken står til at lukke i næste måned, men hvad der sker efter sommerferien, tør Anita Oscar ikke spå om.

- Jeg kan jo ikke blive ved med at tage penge med på arbejde, så hvis ikke der sker et mirakel, er et realistisk scenarie, at vi må lukke på et tidspunkt, siger indehaveren.

Rummelig butik

Egentlig er det krise på krise, der nu får sortsynet frem hos Anita Oscar; først var butikken ramt af hårde corona-år og en længere nedlukning i den forbindelse, og nu, hvor de endelig skulle rigtigt igang igen, rammer energikrisen så genbrugsbutikken.

Og det ærgrer hende rigtig meget. Ikke kun på egne vegne, men også på vegne af de mennesker, der arbejder hos hende. I de ti år, butikken har eksisteret, har Anita Oscar haft ansat forskellige mennesker i sociale ordninger, som for eksempel praktikker.

- Det er så brandærgerligt, hvis vi ikke lykkes med at komme igennem krisen. Det er jo ikke kun mig, det går ud over, fortæller hun og forklarer, hvor meget hun elsker sit liv i butikken og at opleve mennesker, som kan have det svært, vokse lige så stille og roligt med opgaverne.

- Jeg plejer altid at sige, at man ikke skal være bange for at prøve noget af. Laver du ingen fejl, er det fordi du ikke laver noget. Jeg laver jo også selv fejl. Her hos os er der plads til alle - og til fejl, siger indehaveren af Skagen Antik og Genbrug.

Annonceret indhold

Nyeste