
Højhusene på Værkergrunden har nået toppen
Har du din daglige gang i Frederikshavn, har du sikkert lagt mærke til, at de store byggekraner ved højhusene på Værkergrunden er forsvundet. Byggeriet er nemlig nået hele vejen op til og med 8. etage, så resten kan klares fra stilladser.
Der mangler også en del indvendigt arbejde, men det går rigtig stærkt for tiden, og de første beboere rykker ind i nordtårnet i marts.
Allerede om få uger bliver et par prøvelejligheder indrettet, så der bliver mulighed for at få en fremvisning. Det nordligste tårn har gennem hele processen været nogle skridt foran sydtårnet.
Derfor er bygherren Trigon også nået langt med belægningsarbejdet omkring dette tårn. Her er der anlagt parkeringsplads til både beboerne i højhusene og Palads Teatrets gæster.