Anne Møller Christensen og Sara Løvschall Grøntved som står bag en række koncerter med upcoming bands i SKAL Contemporarys lokaler på Sct Laurentiivej.
Livet her

Anne og Sara har en mission: De vil skabe liv og lyd uden for sæsonen

31. januar 2023 kl. 19:01

Et helt nyt koncert-koncept har set dagens lys i Skagen.

SKAL SOUND SESSIONS hedder det. Og det har til formål at give plads til liv og musik i den grå tid uden for sæsonen i Skagen.

Bag initiativet står Anne Møller Christensen og Sara Løvschall Grøntved, som også har skabt udstillingsstedet SKAL Contemporary i Skagen.

Udover at formidle samtidskunst til skagboerne har de to altså nu kastet sig over at give skagboerne en alternativ musikscene.

Henover vinteren 2022/2023 præsenterer SKAL SOUND SESSIONS en række upcoming musiknavne i de perioder, hvor der ikke vises kunstudstillinger i SKAL Contemporarys lokaler på Sct. Laurentiivej.

Første koncert i 2023 bliver den 11. februar med bandet Little Winter.

På tour med debut-album

SKAL SOUND SESSIONS beskriver Little Winter, som et band, der spiller glødende retro-pop og leverer et køligt take på de californiske kysters solbeskinnede lyd og umiddelbare sangskrivning.

Little Winter udsendte i efteråret 2022 deres debutalbum Wonderlost.

Og ifølge Anne Møller og Sara Løvschall Grøntved fra SKAL SOUND SESSIONS rummer albummet skrøbelig melankoli og stormende sentimentalisme i ambitiøse popsange om ensomhed og kærlighed; et testamente til de små vintre, vi alle går igennem i vores søgen efter at finde os til rette.

Og det passer meget fint ind i motivationen bag projektet. Musik hele året.

- I Skagen er sommeren fuld af gæster, liv og musik. Byen vrimler faktisk med det. Men så snart sommeren går på hæld, og gæsterne forlader byen, så bliver her stille, fortæller de to bag projektet.

Upcoming indieband, Little Winter er taget på tur for at præsentere debutalbummet Wonderlost og gæster Skagen den 11. februar.

Og det vil SKAL SOUND SESSIONS gerne ændre på og har derfor skabt projektet, som har til formål at skabe liv og lyd i Skagen hele året rundt.

Anne Møller og Sara Løvschall Grøntved er begge tilflyttere til Skagen og for dem er det vigtigt at bidrage positivt til, at et hverdagsliv i Skagen også indeholder visionær kultur uden for højsæsonen.

- Vi vil gerne facilitere nye fællesskaber og skabe noget at mødes om i årets mest grå og stille måneder, siger de to kvinder bag SKAL SOUND SESSIONS.

Første koncert under SKAL SOUND SESSIONS fandt sted i december med hiphop-orkestret Rakkerpak og den næste i rækken er altså indiebandet Little Winter, som spiller den 11. februar klokken 20.00.

Koncerten er gratis og foregår i SKAL Contemporarys lokaler på Sct Laurentiivej 118.

Dørene åbnes klokken 19.00.

Der er begrænsede pladser til koncerten, og de fordeles efter først-til-mølle-princippet, når dørene åbner.

Annonceret indhold

Nyeste