
Lis på 79 træner og hygger hver dag
På lørdag 14. januar er der åbent hus i Fitness4Women i Søndergade i Frederikshavn. Her byder 79-årige Lis Løffler og de andre frivillige i centret på kaffe, hygge og træning.
- Jeg træner faktisk hver dag, for man skal jo holde sig i gang. Hvis ikke jeg kommer, ringer de og spørger, om jeg er syg, griner Lis Løffler.
For hende er Fitness4Women en familie – en af den slags, hvor der altid er plads til nye medlemmer.
- Der er et fantastisk sammenhold, og det er nemt at blive en del af. For vi stiller ingen krav. Man skal bare komme og behøver ikke at have dyrt tøj eller være en særlig alder. Alle kan være med på det niveau, de ønsker, siger Lis Løffler.
Gratis træning på lørdag
Ved lørdagens åbent hus er der gratis træning for alle interesserede. Fra klokken 10.30 til 14.30 kører der hold á en halv time i: Rytme-puls, Stram op, Cirkeltræning, Balancekoordinering, Turbo, Linedance og Crossdance. Tilmelding er ikke nødvendigt.

- Alle er velkomne, og hvis man er mere interesseret, tilbyder vi også en gratis prøvetime, fortæller Jonna Godske, der er formand for den nystiftede forening, som nu driver det hyggelige fitnesscenter i Søndergade.
Man kan klæde om i centret før og efter træning.
Træning og kaffehygge
Som medlem har man ubegrænset adgang til centret og til alle de hold, man har tid og lyst til. Men Lis Løffler anbefaler, at man sætter tid af til en lille sludder efter træningen. Der er næsten altid folk omkring kaffebordet og nogle gange en bette kage til at holde vægten.
Lis Løffler er også frivillig instruktør. Hun står for stavgang hver mandag formiddag, hvor 10 til 15 medlemmer går en rask tur til og fra Søndergade.
Hele programmet for lørdagens åbent hus står på foreningens Facebookside.