Det er udestuen til højre på billedet, som nu er nedbrændt. Foto: skraafoto.kortforsyningen.dk
Livet her

Tre personer fik ilt efter brand i udestue

Resolut nabohjælp var med til at redde villa

28. november 2021 kl. 13:13

FREDERIKSHAVN: Naboer sprang søndag ved middagstid til og hjalp ejeren af en villa på Diskovej med at bekæmpe en voldsom brand i en udestue. De alarmerede både Nordjyllands Beredskab og gik i gang med at bekæmpe flammerne.

Det lykkedes dog ikke at redde udestuen, som er nedbrændt. Men til gengæld var ejerens og naboens resolutte indsats formentlig med til at redde villaen.

- De forsøgte med pulverslukkere og vandslanger at stoppe branden, men det lykkedes ikke. Til gengæld kom vi hurtigt frem, og vi satte en højtryksventilator på huset, så det blæste ud i udestuen, så vi kunne holde ilden ude i udestuen, og det hjalp rigtigt, rigtigt meget, oplyser indsatsleder Thomas Dybro fra Nordjyllands Beredskab.

- Selve hovedhuset er med få undtagelser intakt. Lidt af taget er ødelagt, og der er nogle røgskader i stuen, oplyser Thomas Dybro.

Tre personer - ejeren og to naboer - er blevet tjekket af en paramediciner for røgforgiftning. Det var nødvendigt at give en af dem ilt, men i første omgang undgår de en tur på sygehuset til videre undersøgelser.

- De har alle fået besked på, at de skal kontakte egen læge eller lægevagten, hvis de får det dårligere, siger indsatslederen, som roser naboerne for at træde til.

- Det er dejligt at se, at folk springer til, når nogen er i nød.

Der er endnu ikke fundet en forklaring på, hvorfor ilden brød ud. Det forsøger Nordjyllands Politi nu at finde svaret på, oplyser vagtchef Poul Fastergaard.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu