Administrerende direktør Tom Boye glæder sig over, at hotellet igen kan få gæster. Arkivfoto: Peter Broen
Livet her

Traditionshotel åbner igen - nedlukning har kostet blod, sved og tårer

Ruths Hotel i Gl. Skagen gør klar til gæster fra 17. marts, selvom der endnu ikke er tale om en fuld genåbning af samfundet

04. marts 2021 kl. 12:15

GL. SKAGEN: Det meste af 2020 og de første måneder af 2021 har været fyldt med blod, sved og tårer på Ruths Hotel i Gl. Skagen.

Det traditionsrige hotel har om nogen mærket konsekvenserne af de nedlukninger, som har ramt samfundet på grund af coronapandemien. Senest var det midt i december, da hotellet for tredje gang i 2020 måtte lukke helt ned.

Men nu er der gode tider i sigte - eller som minimum forhåbninger om det. Den administrerende direktør på hotellet, Tom Boye, fortæller til NORDJYSKE, at Ruths Hotel igen 17. marts er klar til gæster.

- Vi har set på, hvad vi må, kan og vil, og så er vi klar til at åbne igen 17. marts, hvor vi tilbyder overnatning og roomservice, så vi holder os inden for lovens regler, siger direktøren og fortsætter:

- Vi har allerede haft mange forespørgsler - især med fokus på påsken. Vi har en forhåbning om, at vi må åbne helt efter påske, så vi åbner nu for at få gang i virksomheden.

Der er dog ikke tale om en fuld genåbning. For der er stadig restriktioner, som gør, at der hverken bliver adgang til eksempelvis swimmingpool eller Ruths brasserie. Til gengæld er der roomservice i stor stil. Alligevel er Tom Boye og resten af medarbejderne klar til kamp igen.

- Vi har en fornemmelse af, at der er opbakning til det. Vi har også allerede reservationer i vores system, som folk ikke har annulleret. Vi skal have virksomheden op i gear igen, så vi er klar til, når vi må åbne. Men vi ved godt, at vi er i sidste linje, når det kommer til restauranter, forklarer Tom Boye.

Ruths Hotel åbner 17. marts for bookinger lejligheder og dobbeltværelser i Strandhuset og Sømærket. 1. april tilbydes der udlejning af lejligheder og dobbeltværelser i Kunstnerhuset.

Begge steder har hotellet ekstraordinært indrettet hvert værelse med stole og et brasseriebord, således at måltiderne kan nydes uden at skulle gå på kompromis med komforten.

Mange hårde kampe - og godt nyt til gæster

Hoteldirektøren håber nu på, at hotellets åbning kommer til at vare ved. Men det sidste ‘go’ mangler dog stadig fra myndighedernes side, før det helt store smil kommer frem.

Den melding har de ellers prøvet at få tidligere - flere gange er de altså efterfølgende blevet lukket ned igen.

- Det har kostet blod, sved og tårer at være lukket ned for så at åbne for så at lukke igen. Det har også kostet økonomisk, når lukningerne er kommet med kort varsel. Så er der madvarer og den slags, der går tabt, siger Tom Boye og fortsætter:

- Men rent økonomisk har vi kunnet holde skindet på næsen efter en god sommer og et godt efterår. Vi har fået tilført nogle bookinger, fordi folk ikke kunne komme afsted til det sydlige Europa. Det har vi været begunstiget af.

Og når gæsterne kommer tilbage til Hotellet i de naturrige omgivelser, venter der dem en masse nyt.

Selve hovedbygningen er blevet renoveret for ni millioner, og strandhotellet er blevet totalrenoveret, ligesom kunstnerhuset med syv værelser bliver renoveret, og gourmetrestauranten og pejsestuen får også den store tur.

- Det drejer sig om nye møbler, nymalede vægge, nye gulve. Det lyder lidt vanvittigt, men vi har ikke kedet os, siger Tom Boye.

Foto Peter Broen

Ser frem til travlhed med glæde

Når der kommer gæster tilbage på hotellet, kan de altså se frem til renoverede bygninger - dog i samme stil, som det altid har været.

Den administrerende direktør tror ikke, at hotellet kommer til at stå ubesøgt hen.

- Vi står over for en formodentlig travl sommersæson - det kan vi allerede mærke, at vi gør nu. Interessen er meget stor, fordi folk er usikre på, om de kommer til udlandet eller ej.

Troen på en travl sommer er så stor, at Ruths Hotel allerede nu søger nye medarbejdere, så kommende gæster kan få den bedst mulige oplevelse.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu