Nu er totalentreprisen på plads. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Livet her

½ mia. på højkant: Til sommer går det løs

Vesterport: Det gamle Vesterport skal renoveres - totalentreprenøren er fundet

10. januar 2022 kl. 14:17

FREDERIKSHAVN: Nu har Boligforeningen Vesterport fået styr på, hvad det vil koste at renovere boligerne i afdeling 1 ”Det gamle Vesterport” i Frederikshavn.

I februar sidste år udbød boligforeningen totalentreprisen, og nu er der landet en aftale med MT Højgaard Danmark.

Firmaer har vundet totalentreprisen og skal dermed renovere de 538 boliger på i alt 40.654 kvadratmeter.

Entreprisesummen er i følge den indgående kontrakt på 400 millioner kroner og den prissætning har været ventet med spænding.

Dels er prisen på byggematerialer skudt i vejret her over de seneste år - og dertil kommer, at den almindelige inflation nu er mærkbar efter mange års dvale.

Men hos Vesterport er der tilfredshed.

- Det bliver 20 millioner mere end vi oprindeligt forventede og vi er glade for at det er lykkedes os at lande kontrakten der, siger direktør Steen Møller Andersen.

Totalentreprisen dækker denne bygningsmæssige del, men dertil kommer andre udgifter, som ventes at bringe det samlede projekt op i knap ½ milliard.

Pengene - inklusive genhusning af beboerne - kommer hovedsagelig fra Landsbyggefonden.

Byrådet skal endeligt godkende renoveringsprojektet og derfor er der tale om en kontrakt, som er betinget af byrådets godkendelse.

Ældste afdeling

De 20 boligblokke og fem rækkehusenheder i ”Det Gamle Vesterport” er den ældste afdeling af Boligforeningen Vesterport.

Boligerne er bygget fra 1946 til 1958, og nu er den helt store renovering kørt i stilling.

Facader, gavle, tag, badeværelse, vinduer, døre, køkken, altaner og en kraftig energirenovering er nogle af de moderne tilvalg, som beboerne har udsigt til.

Det vil være forskelligt, hvordan de enkelte lejligheder renoveres, for nogle af dem er løbende blevet istandsat.

120 totalrenoveres

Ud af de 538 lejligheder skal 120 af dem bygges sådan, at man kan komme rundt med en kørestol.

Den type lejlighed vil gennemgå en total renovering, hvor alt bliver nyt, ligesom der monteres elevatorer i opgangene.

- Vi ser frem til, at vi med renoveringen kan fremtidssikre kvarteret og skabe nogle tidssvarende og bæredygtige boliger.

- Vi har i de senere år gennemført flere store renoveringsprojekter, men dette er den største i boligforeningens historie.

- ”Det Gamle Vesterport” er det ældste af vores afdelinger og et klassisk byggeri fra efterkrigstiden. Det er vigtigt for os at udvise rettidig omhu, så ”Det Gamle Vesterport” også fremadrettet er en attraktiv afdeling, siger Steen Møller Andersen.

Mere bæredygtigt

I samarbejde med bygherre har MT Højgaard Danmark fundet en række innovative løsninger, som både kan spare ressourcer og gøre renoveringen mere bæredygtig.

For eksempel har man valgt at lade de gamle mursten sidde på facaderne og bygge isolering og en ny murstensfacade udenpå.

- Vi har prøvet at tænke i lidt anderledes løsninger, så vi kunne holde os inden for skiven økonomisk set.

- Ved at udnytte et højisolerende materiale bliver muren i sidste ende ikke meget tykkere, end hvis vi havde fjernet den gamle facade og bygget en ny op på mere traditionel vis. Samtidig sparer vi nedbrydning.

- Det er både en mere bæredygtig løsning, fordi vi får mindre affald, og en proces som er mindre generende for beboerne, fordi vi både støver og støjer mindre, fortæller Lasse Sloth Andersen, der er afdelingsdirektør i MT Højgaard Danmark.

I den kommende periode skal projekteringen af projektet gøres færdig.

Byggeprocessen går efter planen i gang i juli i år og løber over de næste tre et halvt år med forventet aflevering i vinteren 2026.

Annonceret indhold

Nyeste