Sådan så det ud ved sommerhuset, der brød i brand søndag. Privatfoto
Livet her

Eksklusivt Skagen-sommerhus brudt i brand

Brandfolk fra to stationer arbejder på at mindske skader og redde værdier

28. november 2021 kl. 11:59

SKAGEN: Et sommerhus på en af Skagens allermest eksklusive adresser brød søndag kort før middag i brand.

Alarmen indløb kl. 10.29, og brandfolk fra Nordjyllands Beredskab i Skagen rykkede straks ud til det mere end 300 kvm store trelængede sommerhus på Østerbyvej helt ude ved Vippefyret.

I første omgang lød meldingerne på, at der sivede sort røg ud under tagkonstruktionen, og at hele overetagen var overtænd. Der blev derfor hurtigt sendt bud efter en tankvogn ekstra fra stationen i Ålbæk, men helt så galt som de første meldinger var det ikke.

Kort før middag fastslog indsatsleder Thomas Dybro overfor Nordjyske, at branden er under kontrol.

Branden opstod i hovedbygningen, oplyser beredskabet. Foto: skraafoto.kortforsyningen.dk

- Vi har styr på det. Der er en del røg- og sodskader, og der er også nogle ting, der er brændt. Men der er ikke tale om, at overetagen var overtændt, som de første meldinger gik på, konstaterer indsatslederen.

Han oplyser desuden, at brandfolkene er i gang med at redde værdier ud af sommerhuset, som senest er handlet i 2006 for den nette sum af 15 millioner kroner.

Samtidig forsøger brandfolkene at lokalisere arnestedet for branden.

- Men det er lidt besværligt at komme derind, konstaterer indsatslederen.

Årsagen til branden er endnu ukendt. Den skal Nordjyllands Politi i samarbejde med brandteknikere nu forsøge at klarlægge, oplyser vagtchef Poul Fastergaard.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu