Der er lagt op til en festlig aften på Jakobs med treretters menu og koncert med Bellami.
Det sker

Stort band tropper op: Jakobs inviterer til ståkoncert

19. januar 2023 kl. 20:00

Jakobs Café & Bar i Skagen lægger op til en helt særlig aften.

Det sker, når de helt ekstraordinært har fået lokket Kim Larsens gamle 80’er band Bellami helt til toppen af landet for at give koncert med Lune Carlsen i forgrunden. 

Det hele foregår i Jakobs Café & Bar d. 10. februar.

Sjælden koncert af den kaliber

- Egentlig er vi ikke helt store nok til et band af den kaliber, men nu bød muligheden sig for at få dem ind i vores mere intime rammer, og det kunne vi jo kun sige ja til, fortæller indehaveren af Jakobs Café & Bar, Jakob Sund.

Der er plads til omkring 120 gæster til arrangementet, og koncerten er en stå-koncert.

- Man kan simpelthen ikke sidde stille til sådan en koncert, så det bliver ståpladser, siger Jakob Sund, som dog har reserveret siddepladser til alle under middagen, som også er en del af arrangementet.

De fleste af de originale medlemmer af Kim Larsens Bellami spiller med til koncerten på Jakobs Café.

Mad og musik

Arrangementet består nemlig af to dele: mad og musik. Og køkkenet i Jakobs Café & Bar har til lejligheden skabt en treretters menu, som består af surdejsvaffel med stracciatella, tomatrelish og skagenskinke til forret. 

Hovedretten er dansk kalvefilet af himmerlandskvæg med jordskokker, rodfrugtechips, pommes anna og sauce bordelaise. Til dessert er der blåbærbombe med lemonadeskum, marinerede blåbær og blåbæris fra Ryå.

Klassikerne, som du kender dem

Det er i år præcis 40 år siden, at Danmarks mest sælgende album, nemlig Kim Larsens "Midt om natten", udkom, og Bellami har flere perler fra både det album og efterfølgeren "Forklædt som voksen" på repertoiret d. 10. februar i Skagen, så der er nok garanteret fællessang på numre som "Jutlandia", "Midt om natten" og "Familien skal i skoven".

Billetter til arrangementet koster 695 kroner og kan bestilles på Jakobs Café & Bars hjemmeside.

Annonceret indhold

Nyeste