Holdet bag Sæby på Vægten, Nikolai Ronne, Mads Boelskifte, Tina Christensen og Jens Mølgaard, glæder sig til at hjælpe sæbynitterne med at smide kiloene.
Det sker

Sæby på Vægten: Nu skal kiloene smides

03. januar 2023 kl. 16:04

Hvis resultatet af al den lækre, kalorierige julemad og spændende nytårsmenuer har fået livremmen til at stramme, og garderoben skal et nummer op, er der hjælp at hente.

Heldigvis står der nemlig også i år et hold ”vægtvogtere” klar til at guide med personlige vejninger og gode råd om den rette kost og motion.

Interesserede, der ønsker at deltage i konkurrencen om at blive den største taber, får mulighed for at hoppe på vægten til indvejning søndag d. 15. januar klokken 10.00 til 13.00 i Fitnesshuset på Tranåsvej 14. Tilmelding til indvejning er ikke nødvendig.

Kampen mod kiloene sker over et forløb på otte uger, hvor der tilbydes to mellemvejninger d. 5. og 28. februar hos Norhvin inden finalevejningen d. 11. marts hos Fitnesshuset.

Vægttabet opgøres i forhold til ens indvejningsvægt.

-Vinderne behøver således ikke være den eller de, der har tabt sig flest kilo, men efter hvor langt ens indekstal er kommet ned ved udvejningen, oplyser en af initiativtagerne Nikolai Ronne.

Hvis ens vægt har sneget sig op på 121,1 kilo er der sikkert basis for at tabe flere kilo end de der vejer mindre, men det er dog indekstallet der afgør, hvem der bliver vinder.

Man kan stille op som single eller som hold på op til fire personer.

Det er gratis at deltage. Og som ekstra motivation for at få livremmen i det inderste hul får holdet, der taber sig mest et gavekort til byens butikker på 3.000 kr., og singletaberen får et gavekort på 1.500 kr., der begge er sponsoreret af Sparekassen Danmark.

Der er ligeledes gode ”spurtgaver” samt præmier til andenpladserne i begge kategorier sponseret af butikker i Sæby.

Alle deltagerne får mulighed for at få pulsen op og sved på panden i Fitnesshuset til halv pris i de otte uger, taberkampagnen varer.

I 2022 deltog 197 personer, der i gennemsnit tabte sig 6,43 kg.

Holdet bag arrangementet er Nikolai Ronne, Norhvin, Mads Boelskifte, Sparekassen Danmark, samt Tina Christensen og Jens Mølgaard, Fitnesshuset.

Annonceret indhold

Nyeste