Den nye fagpakke sundhed og velfærd kan tages på HF i Frederikshavn.
Det sker

Kom i praktik som fysioterapeut mens du går på HF

07. januar 2023 kl. 12:00

HF på Frederikshavn Gymnasium tilbyder nu interesserede unge et førstehåndskendskab til en række sundhedsfag gennem samarbejde med plejecentre, Sportsmedicinsk Center og sportsklubber. Til åbent hus den 10. januar er der mulighed for at høre mere.

Det fortæller uddannelsesleder Hanne Glumsøe Bach fra Frederikshavn Gymnasium.

Det sker i forbindelse med en såkaldt fagpakke, der i løbet af HF-uddannelsen tilbyder praktik i job som fysioterapeut, sygeplejerske, SOSU-assistent og ergoterapeut. Håbet er, at flere elever tager et kvalificeret karrierevalg inden for de sundhedsfaglige uddannelser.

Den nye fagpakke hedder SUNDHED & VELFÆRD og er udviklet i tæt samarbejde med uddannelseskonsulenter i Frederikshavn Kommune. Her er blevet tænkt nyt og kreativt, men først og fremmest er der tænkt i, at de unge skal have et fagligt og inspirerende kig ind i sundhedsfagene.

Hanne Glumsøe Bach, uddannelsesleder på Frederikshavn Gymnasium, udtaler, at netop sammensmeltningen mellem gymnasiets faglighed og virkelighedens praksis har været omdrejningspunktet i udviklingen af fagpakken.

- Det ligger i HF-uddannelsens ånd, at virkeligheden og det praksisnære i højere grad trækkes ind i undervisningslokalerne og dermed bygger bro til arbejdslivet. At det samtidig skaber spændende og nærværende undervisning, som motiverer eleverne, er en ekstra gevinst, udtaler Hanne Glumsøe Bach.

Uddannelseskonsulenterne og undervisere i psykologi og biologi har således udviklet realistiske cases, som eleverne skal arbejde med, mens de er i praktik. Hverdagens faglige udfordringer i sundhedsfagene og gymnasiets fag kobles på denne måde og skal bidrage til, at eleverne får et indtryk af de mange fagligt interessante udfordringer, sundhedspersonalet står med hver dag. Foruden praktikforløbet er der også tænkt i andre samarbejder således, at der både samarbejdes med kommunens plejecentre, sportsklubber og Sportsmedicinsk Center på Regionshospitalet i Frederikshavn.

Hanne Glumsøe Bach lægger ikke skjul på sin begejstring over samarbejdet med netop Sportsmedicinsk Center.

- På Sportsmedicinsk Center er der læger med erfaring fra elitesport, landshold, verdensmesterskaber og olympiske lege. Det er vildt, at vores elever nu kan trække på deres erfaringer. Sportsmedicinsk Center og sportsklubberne bringer nogle helt andre perspektiver ind i vores undervisning, som i kombination med de spændende praktikker på plejecentrene bliver helt unik, siger hun.

Annonceret indhold

Nyeste