Visuel LAB kan opleves på Frederikshavn Kunstmuseum fra 14.januar.
Det sker

Absurd Natur: Hør Palmestranden synge

06. januar 2023 kl. 12:01

Kunstnergruppen Visuel LAB arbejder med en udstilling de kalder Absurd Natur, som åbner på Frederikshavn Kunstmuseum 14.januar.

 Det kan være svært at forklare, hvad du kan opleve men Frederikshavn Kunstmuseums leder Thomas Rafn gør forsøget:

-  Gruppen har et ekstremt varieret billedsprog og et væld af forskellige udtryk (maleri, fotografi, keramik, tekstil, lyd m.v.)- Det skarpe fokus på STEDET – i dette tilfælde Frederikshavn – giver mulighed for at se sin by og vante omgivelser på en helt ny og overraskende måde. F.eks. har man – med lidt hjælp fra moderne teknologi - mulighed for at høre Palmestranden synge.

Visuel LAB kan opleves på Frederikshavn Kunstmuseum fra 14.januar. Kunstnergruppen tager udgangspunkt i Stedet, de udstiller, som her i Frederikshavn med palmestranden.

Kunstnergruppen Visuel LAB er : Krestine Harboe, Lene Winther, Mette Rishøj, Caroline Krabbe, Pabi Chulo, Tine Helleshøj, Heiko Müller, Hanne Nielsen Kjærsgaard og Nina Ekman.

Visuel_LAB består af en fast kerne på fem anerkendte kunstnere, som inviterer forskellige gæster med på deres udstillinger. 

Gruppen arbejder stedsspecifikt med en grundlæggende tematik, der løber som en rød tråd igennem de mange udstillinger i ind- og udland nemlig naturen og menneskets forhold til den. 

Med udstillingen Absurd Natur stiller Visuel_LAB og de tre gæstekunstnere sig denne gang midt i det trafikuheld, som er mødet mellem naturen og menneskeskabt indblanding og tilstedeværelse i en tid, hvor vi mennesker faktisk påvirker Jorden mere end den påvirker os. 

- Gad vide, hvad de har at fortælle?! Udstillingen er en overraskende Absurd Natur-oplevelse. En totalinstallation af planteindfarvede tekstiler, flamingoer, palmer og blomster i både ler og mixed media, lyduniverser, en utopisk glashave og andet, som inviterer publikum på en tankevækkende vandretur i en unaturlig urskov af kunstige kunstneriske kulisser, fortæller Thomas Rafn.

Udstillingsperioden er 14. januar – 25. februar 2023.

Annonceret indhold

Nyeste