Personalet fandt blandt andet blod på en væg.
Livet her

Blod på hotelværelset: Ung mand tabte kampen til fjernsynet

Det var den unge mand i forholdet, som kom til skade, da et hotelværelse blev smadret efter nytårsaften

02. januar 2023 kl. 15:33

SÆBY: Blod på væggen, døren og sengen. En smadret fladskærm. Smidt tøj. Et gennembanket bord og en ødelagt lampe. Og rundt omkring personlige ting - tøj, vatpinde, snavs.

Det var synet, der mødte medarbejdere hos Hotel Viking Spa & Wellness i Sæby, da de søndag morgen lukkede sig ind i et værelse, hvor et ungt par havde opholdt sig.

Der var blod på en seng på værelset.

Først blev personalet bekymret. For på døren var der blod. Men da man fik låst sig ind på værelset, kunne det konstateres, at det var forladt - og at det var raseret og efterladt i en alt andet end acceptabel tilstand.

Det unge danske par var stukket af. Kvinden forlod i god behold hotellet to timer før manden, som tabte kampen til fjernsynet: Da han smadrede det, slog han sig så voldsomt, at han blødte. Kvinden kom altså ikke til skade.

Se også
Nytårsophold gik helt galt: Ungt par smadrede hotelværelse og stak af

Dagen derpå er hoteldirektør Brian Fabricius mindre vred over den tilstand, det unge par efterlod værelset i. 

For den unge mand har nemlig selv kontaktet hotellet og erkendt, hvad han har gjort. Han er indstillet på at betale regningen - og den kan blive dyr.

- Vi har forsøgt, men har endnu ikke fået priserne på det, der er ødelagt. Mange af tingene er jo specielt fremstillet til os. Men der ryger i hvert fald en månedsløn eller to, fortæller hoteldirektøren.

- Hatten af for at han selv kontaktede os og sagde, at det ikke var så godt, dette her. Det havde vi jo svært ved at modargumentere, tilføjer Brian Fabricius.

Sagen bliver derfor ikke politianmeldt.

- Nej, når sagen bliver løst, og folk er indstillede på at udbedre det hærværk, man har lavet, så er der ingen grund til at bringe myndighederne i spil.

- Det, der ærgrer mig, er, at vi havde en rigtig god nytårsaften, hvor folk var i godt humør. Og så var det en af vores nye suiter, der blev ødelagt. Det er bare så træls og irriterende.

Brian Fabricius er direktør for Hotel Viking i Sæby.

Forskrækkelse for personalet

Det er absolut ikke normalt, at gæsterne hos Hotel Viking smadrer hotelværelserne. Så grelt et tilfælde som dette kan Brian Fabricius hurtigt tælle til.

- Vi oplever ofte, at gæster ødelægger noget. Men så går de selv til bekendelse. Vi har da oplevet fjernsyn, der er smadrede efter en fodboldkamp. Det er yderst sjældent, at noget er på niveau med dette her, hvor det er så slemt på værelset, at vi ikke kan bruge det dagen efter, forklarer hoteldirektøren.

Men ét er det materielle. Noget andet er, at det bestemt ikke er sjovt for personalet at få den forskrækkelse, det er, når man ser blod på en dør og på en væg på et hotelværelse.

- Man skal forstå, at rengøringspigerne ser mange ting, når de kommer rundt. Men de bliver forskrækkede, når det er så slemt som dette her, understreger Brian Fabricius.

PH-lampe bokset i stykker

Ødelæggelser i den grad, Hotel Viking oplevede i weekenden, hører ikke til normalen. Men de sker.

Hoteldirektør Tom Boye fortæller, at det ikke er sket for Ruths Hotel i Skagen. Her har man været heldige og forskånet for hærværk fra gæster. Men han oplevede det et par gange i sit tidligere job, hvor han gennem tyve år var direktør for Skaga Hotel i Hirtshals.

- Det var også fjernsynet, der var smadret. En rigtig dyr PH-lampe var bokset i stykker, så man var kommet til at skære sig. Derfor var der også blod på værelset, fortæller han.

Tom Boye har før i tiden oplevet episoder som den, Hotel Viking gjorde i weekenden.

- Selvom man tager sine forholdsregler med at have kreditkortoplysninger og gør sit bedste, så sker det fra tid til anden - ofte i forbindelse med indtagelse af større mængder alkohol og et skænderi mellem et par. Så det sker, at nogen indlogerer sig og drikker sig fra sans og samling, tilføjer Tom Boye.

På Hotel Viking blev der efterladt skidt og ødelagt inventar, efter det unge par forlod det.

Bliver altid politianmeldt

Finn Rosenqvist, hoteldirektør hos Scandic Aalborg City & Scandic Aalborg Øst, kan ligeledes fortælle, at hærværk og ødelæggelser af værelser heldigvis sker sjældent.

Og sker det, har man også her garderet sig ved at kende folks identitet og at have deres kreditkortoplysninger.

- Vi politianmelder altid den slags episoder. Og så vurderer vi, om det kan svare sig at retsforfølge sagen, siger han.

Direktør Finn Rosenqvist.

Finn Rosenqvists oplevelse er, at der ofte er stoffer, alkohol eller en form for sygdom, der ligger til grund for en pludselig aggression hos en hotelgæst.

- Der behøver ikke være to på værelset - der kan godt være en. Så et ødelagt værelse er ikke udtryk for, at unge banditter synes, det er sjovt. Når det en sjælden gang sker, kan det ligeså godt være en enkelt person, fortæller han.

Annonceret indhold

Nyeste