Asaa Skoles nye leder, Cathrine Gottlieb Boldsen, kommer fra en stilling som lærer på Gl. Lindholm Skole. Foto: Jørgen Ingvardsen
Mennesker

Ny leder på lille skole: - Vi skal gøre det mindst lige så godt

05. maj 2022 kl. 15:30

- Det har altid været en drøm for mig at blive leder, så da stillingen ved Asaa Skole blev ledig, var jeg ikke i tvivl. Selvfølgelig skulle jeg søge. Vi lever kun én gang, siger Cathrine Gottlieb Boldsen, der fra 1. maj har sat sig i lederstolen på Asaa Skole.

Den nye leder er født og opvokset i Randers og flyttede til Aalborg for at læse til lærer. Her mødte hun sin mand og blev hængende. Hun kommer fra en stilling som lærer på Gl. Lindholm Skole, hvor hun har arbejdet i 15 år. Hun bor med sin mand og to børn i Gug.

- Jeg var klar over, at jeg på et tidspunkt ville være leder og tog derfor lederuddannelsen for flere år siden. Den har ligget i skuffen et par år, for jeg følte ikke, jeg var færdig med at være lærer. Jeg brænder for lærergerningen og undervisningen, og min frygt var at lande på en af de meget store skoler. Så ville jeg komme for langt væk fra kerneopgaven. Asaa Skole er en mindre skole med færre ansatte, færre elever og lidt mindre administrativ tung, så jeg får mere tid til det, der optager mig, siger hun.

Kendte ikke egnen på forhånd

- Jeg har kun været i området i forbindelse med nogle sommerbesøg, men jeg er allerede meget begejstret for egnen og området. Det er vanvittig lækkert. Man kan virkelig lave fin undervisning, hvis man formår at udnytte de faciliteter, der ligger i lokalområdet.

Fra stor skole til en meget mindre

- Jeg kommer fra noget, der er markant anderledes. Det betyder ikke, at jeg ikke har en forståelse og respekt for, hvad en mindre skole kan, skal, bør og har af muligheder, men jeg kommer også med en insisteren på, at vi i Asaa rent fagligt skal kunne det samme, som de kan på Dronninglund Skole. Faktisk skal vi gerne kunne lidt mere, for kigger man på lærerminutter per elev, har vi det godt i Asaa. Hvis man som forælder vælger Asaa Skole, får man et skoletilbud, som er mindst lige så godt som det, man kan få i Dronninglund. Den insisteren kommer jeg med og holder fast i. Det er også den ånd, jeg har oplevet, der er blandt personalet. Jeg er lige startet, og der er meget at lære. Jeg kommer til at løbe stærkt, og min læringskurve bliver stejl, men i travlheden skal jeg også huske at komme ud i klasserne. Det giver mig som person en masse energi, siger hun og fortsætter:

- Der er meget, jeg skal lære, og jeg kommer til at løbe stærkt, men jeg glæder mig, siger den nye skoleleder. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen

- Jeg kommer ikke for at lave det hele om, og det er heller ikke nødvendigt. Der er lagt virkelig fine skinner ud, så først og fremmest handler det for mig om at holde toget kørende. Min fornemste opgave er at skabe nogle gode rammer, så lærere og pædagoger kan lykkes i det daglige arbejde. Som pædagogisk leder skal jeg også svinge den pædagogiske taktstok i et samarbejde med medarbejderne. Vi skal sammen finde ud af, hvad det er for et pædagogisk fundament, vi står på, og hvad vores visioner er. Det er så også min opgave at holde fast i den retning, vi bliver enige om. Jeg skal lidt mere end skabe rammer og lave skemaer.

Kommunens børnesyn

Den nye skoleleder, mener at Brønderslev Kommunes børnesyn er fint og ligetil. Man går ud fra, at alle børn gør det bedste, de kan i enhver given situation ud fra de forudsætninger, de har. Den respekt, der ligger i det børnesyn, stemmer fint overens med Cathrine Gottlieb Boldsens syn på ledelse. Folk gør altid deres bedste ud fra de forudsætninger, de har. Det er et børnesyn, det er til at lede ud fra, mener hun.

- Jeg har en ambition om at lære samtlige elevers navne inden sommerferien. Selv om vi kun har omkring 65 elever, så bliver det noget af en opgave. Jeg må ud og have nogle vikartimer. Jeg vil i mit job være tilgængelig. Min dør er altid åben, og nu gælder det om at få skabt den tillid, der gør, at de rent faktisk kommer ind ad døren og henvender sig til mig, siger hun.

Kan lide at eksperimentere og prøve nyt

- Jeg sagde til mine medarbejdere, da jeg startede, at jeg håber, de har modet til at fortælle mig det, hvis jeg gør noget, de synes, der er uhensigtsmæssigt. De skal altid sige det til den, der kan gøre noget ved det. Det samme vil jeg sige til forældrene. Jeg kommer helt givet til at lave fejl, for sådan er det, når man er et menneske, der godt kan lide at eksperimentere og prøve nyt. Vi skal arbejde professionelt, og hvis vi gør det og er konsekvente, samarbejder og er flere øjne på det enkelte barn, så kan man godt lave en enkelt fejl, uden at det kommer til at have den store betydning, slutter Asaa Skoles nye leder, Cathrine Gottlieb Boldsen.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu