Mennesker

Ullas julehus spreder glæde: Man kan jo ikke lade være

Flot forhave er blevet et udflugtsmål

27. november 2021 kl. 15:51

BRØNDERSLEV: Også i år har Ulla Christensen fra Ingemannsgade 8 i Brønderslev gjort noget helt særligt ud af julen. Hun har pyntet op i sin forhave i en grad, der medfører, at det er blevet et udflugtsmål for mange.

Hele haven er fyldt med isbjørne, juletræer, bambier, pingviner, slikstokke, snemænd på ski og en enkelt på kælk.

Og meget mere.

- Man kan jo ikke lade være. Det kan jeg i hvert fald ikke. Bare den glæde, når børnene kommer og kigger. Det er dejligt, fortæller Ulla Christensen om sin store passion.

Ulla Christensen har gjort meget ud af juledekoration, siden hun var 15 år gammel - og i Ingemannsgade har traditionen for massiv julepynt i haven varet i fire år.

- Jeg kan bare godt lide det. Så lang tid lysten er der og helbredet er der, så fortsætter jeg, forklarer hun.

Julestemning. Foto: Henrik Louis

Hun har fået flere nye ting i år - fx nye juletræer og en elg.

- Der er kommet lidt nyt rundt omkring, konstaterer Ulla Christensen.

Allerede før december er gået ind, har haven fået opmærksomhed.

- Der kommer masser af børn. Store og små grupper. Om aftenen kommer de voksne med børn, og om formiddagen er det børnehaver og vuggestuer, der kommer, fortæller Ulla Christensen.

Hun har også en hel masse juledekoration i sin baghave, og der får folk gerne lov at komme ind og se, hvis de banker på og spørger.

- Nogle kalder det vores egen miniskulpturpark, fortæller Ulla Christensen.

Også bag huset er der masser af julestemning. Foto: Henrik Louis

Hun har også oplevet, at folk har spurgt efter det på forhånd - og at de kalder hendes hus for Julehuset.

Der må ligge en del timers arbejde bag at pynte så meget op til jul.

- Det er gået stille og roligt. Jeg begyndte, da jeg pillede halloween ned, fortæller hun.

Ulla Christensen er nemlig også kendt i byen for at pynte virkelig meget op til halloween. I år var der 250 børn forbi hendes hus på Halloween aften. Her var hun også klar med popcorn og slush ice maskine

- Det var en succes. Nu blev de snydt sidste år, så synes jeg, jeg skulle gøre lidt ekstra ud af det, fortæller hun.

Nyeste