Livet her

Murer fik stjålet hele sin opsparing: Nu udlover chefen dusør

Ulykkelig 64-årig har mistet et helt livs opsparing

13. januar 2022 kl. 19:01

BRØNDERSLEV: Jimmy Jensen, 48-årig nordjysk handelsmand og indehaver af flere virksomheder, går nu ud med løfte om en klækkelig dusør i en indbrudssag, der er gået ud over en af hans ansatte i ejendomsselskabet Hushandlerne i Brønderslev.

En 64-årig murer, der tjener sit daglige brød hos Jimmy Jensen, mistede torsdag formiddag alt, hvad han og hustruen ejer og har, da tyve brød ind i deres hus på Nielsmindevej i Saltum og tømte et pengeskab, som foruden smykker og andre værdier også indeholdt et helt livs opsparing.

Håndværkeren var ved 11-tiden kørt hjem for at hente sin madpakke, som han havde glemt, da han kørte på arbejde fire timer tidligere.

I stedet fandt han et pengeskab, som var splittet ad i atomer og tømt for alle værdier.

- De har åbenbart vidst, hvad de skulle gå efter, for de var gået direkte op og havde fundet pengeskabet, som de havde smadret fuldstændigt, fortæller en stærkt indigneret Jimmy Jensen, som blev ringet op af sin medarbejder.

- Han græd og var meget ulykkelig. Det er en mand, som er fra en tid, hvor man gerne vil gå og spare op og have det hjemme hos sig selv. Nu har de ingenting, så han er virkelig ulykkelig, og det er bare så synd for dem. Man kan sagtens spørge, hvorfor de ikke har en alarm - eller hvorfor de havde så meget til at ligge derhjemme. Det hjælper dem jo bare ikke nu, siger siger Jimmy Jensen.

Jimmy Jensen fra Brønderslev håber, at løftet om en klækkelig dusør kan skaffe oplysninger, der fælder den tyv, som stjal alt, hvad hans medarbejder ejer og har. Billedet er et foto af Jimmy Jensen, hvor han kører konfirmander uden beregning. Torsdagens oplevelse har ikke givet anledning til brede smil - tværtimod. Arkivfoto

Alt tyder på, at heller ikke en forsikring kan hjælpe parret, og Jimmy Jensen er derfor gået på Facebook, hvor han udlover en dusør til den eller dem, der kan hjælpe med at finde tyven - eller tyvene.

Jimmy Jensen vil ikke sætte kroner og øre på størrelsen af dusøren. Men han garanterer, at den er så stor, at det godt kan betale sig, hvis han får en opringning med de rigtige oplysninger.

- Jeg har tre gange tidligere udlovet en dusør, og to gange har vi faktisk fanget folkene. Det sjove er jo, at kriminelle kredse stikker de jo hinanden for et godt ord, hvis ellers der er penge i det - og de kan få lov at være anonyme.

- Sidste gang satte jeg beløb på, og da var der så mange plattenslagere, der ringede til mig og sagde, at hvis jeg bare overførte nogle penge, så skulle de nok fortælle mig, hvor tingene var. Den hopper jeg ikke på igen, fastslår Jimmy Jensen.

Handelsmanden fra Brønderslev garanterer, at oplysninger, der fører til en opklaring, vil blive rigeligt belønnet.

- Jeg håber bare, at den stakkels mand, som nu ingenting har, får bare lidt igen. Subsidiært håber jeg, at man får fat i dem, der har gjort det. Når man ved, hvor et pengeskab er i et hus, så er det jo temmelig sikkert nogen, der kender dem. Det er da så lavt, som det kan være.

Indbruddet blev kl. 12.13 torsdag anmeldt til Nordjyllands Politi.

- Jeg kan bekræfte, at vi har haft en patrulje på adressen, og at der har været indbrud. Der er også blevet foretaget tekniske undersøgelser, oplyser vagtchef Mads Hessellund.

Har du oplysninger, som kan føre til opklaring af indbruddet på Nielsmindevej i Saltum i tidsrummet 7-11 torsdag formiddag, vil både Nordjyllands Politi og Jimmy Jensen vil være taknemmelige for en opringning. Nordjyllands Politi træffer du på 114, mens Jimmy Jensen kan kontaktes på 30277505 eller Facebook.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu