Mad og drikke

Tradition gav travlhed: De stegte virkelig mange ænder

11. november 2021 kl. 11:24

Mortens Aften er en tradition for en del mennesker i Danmark. Men det er ikke alle, der orker at lave den traditionelle menu med and selv, og så er det jo let at bestille maden udefra.

Det har givet travlhed op til Mortens Aften flere steder - blandt andet i Golfcaféen i Brønderslev Golfklub, hvor forpagter Lotte Lund Sletten Larsen og hendes kolleger skulle stege i alt 75 ænder.

- Jeg synes, folk går op i det, fortalte hun dagen før dagen, hvor der både skulle laves rigtigt meget and som mad ud af huset plus til et fyldt arrangement i huset med and og jazzkoncert med Advokatens New Orleans Jazz Band.

Lotte Lund Sletten Larsen tror på, at det er traditionen og hyggen, der gør den særlige menu efterspurgt.

- Og så det med, at Mortens Aften kickstarter julen, mener hun.

I køkkenet er de også glade for opgaven med de mange ænder.

- Jeg synes, det er et stort arbejde. Vi gør meget ud af det og giver det en masse kærlighed, og så går vi og hygger os lidt med det, fortalte Lotte Lund Sletten Larsen.

I Golfcaféen kunne de stege 12 ænder af gangen. Og de måtte i sidste øjeblik få fat i 15 ekstra ænder for at være sikker på at have nok.

Mange stamkunder

På Bondestuen i Brønderslev gik man i gang med i alt 150 ænder op til Mortens Aften, de har tradition for meget and ud af huset den dag, og indehaver Palle Nysted melder om lige så stor interesse, som der plejer at være. Han betegner det som en sjov dag.

- Telefonen har kimet i et væk dagen lang, der er altid mange i sidste øjeblik, og vi har rigtig mange stamkunder hver eneste år, fortalte han dagen før dagen.

Her skulle man være klar med mellem 500 og 600 kuverter, som blev afhentet af folk inddelt i grupper per kvarter for at styre trafikken af andesultne kunder.

Palle Nysted tror på, at folk vælger and udefra, fordi det gør det lettere.

- Det er jo et arbejde, der ligger, hvis man skal stå med det derhjemme. Folk køber sig til nemheden, og det kommer os til gode, fortalte han.

Det eneste minus på Bondestuen var, at Mortens Aften i år faldt på en onsdag - hvor der normalt sælges masser at stegt flæsk med persillesovs.

Også Ædedolken i Brønderslev har haft gang i ænderne, her blev til 14 hele ænder.

Indehaver Casper Nielsen tilslutter sig det med hyggen som forklaring på, at folk gerne vil købe and.

- Jeg tror, det er hyggen i sig selv. Mortens Aften er en hyggelig aften, så jeg tror det lidt er derfor, mener han.

I golfcaféen melder Lotte Lund Sletten Larsen i øvrigt om, at and og jazz viste sig at være en fin kombination:

- Det var så hyggeligt - det var det virkelig. Vi havde en rigtig god aften. Desværre måtte vi sige nej til nogle, der var sent ude og ville have haft biletter, men vi kunne ikke have flere. Men det bliver en tradition, og vi har booket orkestret til næste år, fortalte hun dagen derpå.

Andre læser også

Black Week i Nordjylland

Sammen med virksomheder i dit område, sætter vi i denne uge fokus på alle de gode tilbud alle de lokale butikker tilbyder.

Bliv inspireret her på LigeHer.nu eller gå på jagt i ugeavisen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu