Prisuddelingen løb af stablen under en festmiddag på Åsen Teater. Foto: Allan Mortensen
Livet her

Pris til favnende teater for børn og unge - Håbets Pris blev uddelt

01. august 2021 kl. 12:03

I 50 år har Aprilfestival dannet ramme om utallige teaterbegivenheder for børn og unge forskellige steder i Danmark. Faktisk er festivalen verdens største teaterfestival for aldersgruppen. Den tiltrækker til stadighed gæster fra hele verden. Den er decentral og baseret på et mantra om, at teatret skal komme til publikum og ikke omvendt.

Corona-situationen gjorde, at Aprilfestival i 2020 for første gang måtte aflyses. I år blev den udsat, men til gengæld kunne folkene bag festivalen glæde sig over en fornem hæder. Netop som festivalen blev pillet af kalenderen i april, dukkede således nyheden frem om, at den i år honoreres med Håbets Pris.

Sidstnævnte uddeles hvert andet år i Danmark. Det sker på Åsen Teater ved Jerslev, og lørdag var der så blevet tid til prisuddelingen. Teatersjæle fra ind- og udland var indbudt til begivenheden, der vanen tro blev en både folkelig og festlig fejring.

Mens der i eftermiddagstimerne blev indledt med en gratis børneteaterforestilling, så fortsatte programmet blandt andet med et indlæg af Henrik Køhler, direktør for Teatercentrum, der står bag Aprilfestival. Han satte ord på nogle af de visioner, som ligger til grund for børneteaterfestivalen og som stadig udgør en utopi om et teater, der favner hele Danmark.

Lørdag aften var der stor festmiddag og formel overrækkelse. Undervejs slog Henrik Køhler fast, at prisen modtages på vegne af børnene.

- For vores eget håb er parkeret i netop børnene, sagde han, inden Lars Olsen, leder af Folkeligt Teater og Åsen Teater yderligere begrundede tildelingen.

- I bidrager med ægte teaterformidling. I bringer håb, som kan lyse i vores børn. Og alt hvad vi selv kommer med, er jo til for at skabe håb, liv og fremtid, konstaterede Lars Olsen.

Håbets Pris er en international pris, der skiftevis uddeles af Institut for Folkeligt Teater og Dell’Arte i Californien. Visionen er at fremme en levende, vital, og nytænkende folkelig kunst. Prisen blev uddelt første gang i 1989.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu