Inger Møller Nielsen blev topscorer med 1051 stemmer til ældrevalget og er nu blevet formand for det. Arkivfoto: Kurt Bering
Mennesker

Inger vil se resultater: - Det har ikke ændret sig i de sidste 50 år

15. december 2021 kl. 10:00

BRØNDERSLEV: Ældrerådet i Brønderslev Kommune har konstitueret sig, og formandsposten gik til Inger Møller Nielsen, som også var formand i den seneste periode.

Inger Møller Nielsen bor i Brøndreslev og har været direktør i DGI i 35 år, hvor hun de seneste ti år af sit arbejdsliv arbejdede på Nordkraft i Aalborg.

Til ældrerådsvalget, som fandt sted sammen med kommunalvalget 16. november, stemte 1051 borger på Inger Møller Nielsen, som blev valgets topscorer.

Tilbage i juni blev Inger Møller Nielsen valgt til ny formand for ældrerådenes landsorganisation.

Her fortæller hun om de kommende opgaver:

- Når I træder sammen efter nytår - hvad bliver konkret det første, I skal lave?

- Det første bliver, at vi skal lave en plan for, hvad vi vil tage fat i i 2022. Der kommer selvfølgelig sager, vi skal tage fat i. En af dem er den her flextrafik, det er simpelt hen ikke godt nok. Det er for dyrt, og folk synes, det er for besværligt. Og så skal vi tage fat i det store sygefravær, der er blandt personalet på plejecentrene. Vi vil se på, hvad årsagen er, og hvad vi kan gøre for at få det til livs.

- Hvorfor er det svært at finde folk, der vil arbejder med ældrepleje, og hvad vil I gøre ved det?

- Jeg synes, at vi de senere år har talt det fag ned. Vi er nødt til tale det op, så det også er attraktivt at søge ind til den sektor. Det tror jeg, man kan gøre ved også indenfor den sektor at lave karirereplaner og komme op i systemet. Det har være regnet som det laveste fag, det skal man have gjort noget ved.

- Hvorfor har du lyst til at blive ved med at arbejde for ældreområdet?

- Fordi jeg synes, det er så spændende, og der er så mange ting, vi kan gøre. Det er processer, der skal sættes i gang, og der er ingen nemme løsninger. Jeg er ikke sådan en, der er konfrontatorisk, men jeg holder fast i tingene og arbejder med dem, indtil jeg kan se, at der er en løsning. Det synes jeg er spændende.

- Alder er en speciel størrelse - hvordan oplever du det med at blive ældre?

- Jeg gik direkte fra arbejdsmarkedet og ind som formand for ældrerådet i kommunen, og det var en god overgang for mig til pensionsittilværelsen. Jeg oplever, at jeg ikke er færdig med at læse dagsordner og sætte retning på tingene, og det synes jeg, jeg får lov til på en ordentlig måde i ældrerådet.

- Hvordan har alderen påvirket dig personligt?

- Jeg oplever, at jeg når ligeså meget som jeg plejer, det tager bare lidt længere tid. Jeg oplever også, at jeg i min måde at arbejde på kan mærke, at tolerancen er lidt længere, end den plejer at være, og det tror jeg er et godt aldersomstegn. Men det er ikke anderledes, end at jeg vil se resultater. Det har ikke ændret sig i de sidste 50 år.

- Kan man være for gammel til ældrerådet?

- Nej, det kan man ikke, men man skal ikke sidde i ældrerådet, hvis ikke man har lyst gøre en forskel og ikke kan overkomme at læse de mange ting, der er omkring det. Men det har ikke noget med alder at gøre. Man skal stadig have lyst til at forberede sig og gå ind i en dialog.

- Hvordan kan det være, du bliver ved at have det drive?

- Jeg er født til at have det drive og født til, at der skal ske noget. Jeg vil gerne gøre en forskel og gerne se, at det virker, det jeg har gjort.

Jonna Raasted fortsætter som næstformand for ældrerådet, og rådet har fået fem nye medlemmer, mens fire er folk, der fortsætter.

Medlemmer af ældrerådet er udover formand og næstformand Henning Krabbe, Gerda Pedersen, Erik Sørensen, Knud Jørgensen, Birger Thomsen, Vagn Kraglund og John Erik Jensen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu