Den ny Harald Nyborg er godt i gang med at blive bygget. Foto: Kim Dahl Hansen
Shopping

Harald Nyborg åbner til efteråret - bliver arbejdsplads for ca. 25 personer

07. maj 2021 kl. 14:00
Harald Nyborg venter at kunne åbne den ny butik i Brønderslev i efteråret - formentlig til september. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen
Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen
Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Harald Nyborg har 41 butikker i Danmark, og snart får de en til. Det er i Brønderslev, hvor der bygges ny butik på Jernaldervej nær Hjørringvej tæt på Jem & fix og Jysk, som også begge er nye butikker i Brønderslev.

- Vi har i de senere år rykket ud i de lidt mindre byer og har gode erfaringer med, at kunderne tager godt imod. Derfor er turen nu kommet til Brønderslev blandt andet, men en del andre også, fortæller

Arne Gerlyng-Hansen, der er administrerende direktør i Harald Nyborg

De nærmeste Harald Nyborg butikker finder man i Aalborg, Hjørring og Frederikshavn, og sidste år åbnede der en ny i Thisted.

- Den er kommet rigtigt fint fra start, og vi mener også, at vi kan få en god butik i Brønderslev, vurderer Arne Gerlyng-Hansen.

Harald Nyborg har et meget bredt spænd af varer.

- Vi sælger jo værktøj, cykler, hårde hvidevarer, elektronik og campingudstyr. Det er en god, blandet forretning med en masse ting. Vi hører tit fra kunder, der kommer ind første gang, at de er overraskede over, hvor meget forskelligt, vi har, fortæller Arne Gerlyng-Hansen.

Han er glad for beliggenheden i Brønderslev tæt på motorvejsafkørslen og med god plads.

- Mange passerer forbi der, så vi synes, det er en god beliggenhed. Vi kommer til at ligge sammen med andre butikker, som vi også har god erfaring med at ligge sammen med andre steder. Dem, der kommer og handler i Harald Nyborg, kommer i bil stort set alle sammen, og nogle har trailer med, så der skal være god plads til at komme til og fra, siger Arne Gerlyng-Hansen, der peger på, at nogle af de ting, folk køber, er ret tunge at transportere.

Med tæt til motorvej er der også let for dem, der kommer kørende langvejs fra.

- Når vi laver postnummerundersøgelser, kan vi se, at folk kommer fra et stort opland, og det regner vi også med vil ske i Brønderslev.

Byggeriet skrider planmæssigt frem, og planen er at åbne engang i efteråret.

- Det tyder på, at det bliver engang i september, siger Arne Gerlyng-Hansen.

Den kommende Harald Nyborg bliver arbejdsplads for omkring ti faste medarbejdere og så en del unge studerende, skoleelever og folk på deltid.

- Det er lange åbningstider, vi har, og der er åbent alle ugens dage, så det er der behov for. Der er ofte op mod 25 ansatte i hoveder, anslår Arne Gerlyng-Hansen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu