Mikael Klitgaard og de andre byrådspolitikere har fået fordelt formandsposterne for det nyvalgte byråd, der træder til efter nytår. Arkivfoto: Henrik Louis
Livet her

Efter valget: Så er de ny udvalgsformænd i Brønderslev på plads

POLITIK: Der er nu sat navn på alle de kommende udvalgsformænd - et nyt udvalg er blevet født, og det begynder med klima

26. november 2021 kl. 10:25

Et nyt udvalg har set dagens lys, og der er sat navn på alle de nye udvalgsformænd i det kommende byråd i Brønderslev, som træder til efter nytår.

- Vi har lavet et nyt udvalg, et temaudvalg, som skal tage temaer op. Det får nogle bestemte emner, det skal gøre noget ved i en periode, fortæller borgmester Mikael Klitgaard (V).

Byrådet kan beslutte, når udvalget skal se på et nyt tema, og det første tema er allerede i kikkerten.

- De skal starte med at kigge på vores klimaindsats, vores bæredygtighedsindsats og vores landdistriktsindsats. Det har vi lavet et forslag til, fortæller Mikael Klitgaard.

Formanden for det nye temaudvalg bliver Dennis Kvesel (V).

Mikael Klitgaard ser flere fordele i at få et temaudvalg, som ikke har et fast område.

- Nogle gange skal man i samspil med borgerne tage et emne op og gøre en ekstra indsats. Med klima trænger vi til at gøre noget for at optimere det og komme frem i bussen, mener Mikael Klitgaard.

De nye formænd

Formand for miljø- og teknikudvalget bliver fortsat Peter Stecher (K).

Formand for fritids- og kulturudvalget bliver Steen Søgaard Petersen (Borgerlisten).

Formand for beskæftigelsesudvalget bliver Margit Chemnitz (V) - hun skifter dermed fra posten som formand for fritids- og kulturudvalget.

Formand for ældreomsorgsudvalget bliver Carsten Ullmann Andersen (DF).

Lasse Riisgaard (V) fortsætter som formand for Brønderslev Forsyning.

Socialdemokraterne har fået formandsposterne i børne- og skoleudvalget og social- og sundhedsudvalget.

Her bliver Ole Jespersgaard (S) formand for social- og sundhedsudvalget, mens Bettina Bøcker Kjeldsen (S) bliver formand for børne- og skoleudvalget.

- Det glæder jeg mig til. Jeg har siddet i det udvalg i tre år nu og synes, det er et rigtigt spændende område, siger Bettina Bøcker Kjeldsen.

Børne- og ungeudvalget, der arbejder med anbringelsessager, bliver besat med Arne M. Jensen (S) som formand, hvilket han i forvejen har været i en årrække.

Martin Bech (V) bliver næstformand i udvalget.

Godt samarbejde

Mikael Klitgaard er godt tilfreds med den måde, som kabalen er landet på - herunder at det er lykkedes med en bred konstituering, hvor alle er med.

- Jeg tror nok, nogen i Venstre vil sige, at jeg har givet for meget væk. Men jeg synes, vi skal gøre meget for en bred konstituering. Jeg håber, at det kan give det gode samarbejde, som vi er vant til, og at det kan fortsætte ligeså godt i kommunen, som det gør nu. Venstre er sat i spidsen for projektet og er ikke bange for at tage andre ind. Det betegner jeg selv som god ledelse, siger han.

Bettina Bøcker Kjeldsen er også rimelig godt tilfreds.

- Jeg er rigtigt glad for, at vi har fået formandsposten i børne- og skoleudvalget. Men vi ville helst også have haft beskæftigelsesudvalget, som vi har haft de sidste otte år, konstaterer hun.

Kabalen er ikke helt færdig endnu - der er stadig en række mindre poster, der skal fordeles.

Nyeste