Billede beskrivelse

Håndplukkede produkter og gode snakke – Hos Fru Juul er intet tilfældigt

07. oktober 2025 kl. 19.00

VODSKOV: For enden af Smedepladsen i Vodskov ligger en lille butik, der oser af varme og godt humør.

Ved døren bliver man mødt af en frisk duft fra beauty-hylderne og et væld af farver fra tøj, keramik og alt muligt andet.

Butikken hedder Fru Juuls lille butik, og det er Anja Juul, der står bag – altid klar med et smil, en snak og en god historie om varerne på hylderne.

Fra socialrådgiver til iværksætter

Anja er egentlig uddannet socialrådgiver, men på et tidspunkt mærkede hun, at det var tid til et nyt kapitel.

– Jeg var bare kommet til et punkt, hvor der skulle ske noget nyt, fortæller Anja.

Og det gjorde der så.

I 2014 sprang hun ud som butiksejer og åbnede sin egen forretning, som for nylig skiftede navn fra By Anjiden til Fru Juuls lille butik.

Det startede med tøj, men med årene er sortimentet vokset, og i dag kan man finde alt fra livsstilsprodukter og gaver til beauty og indretning til hjemmet.

Håndplukkede produkter

Hos Fru Juul er intet tilfældigt. I butikken er tingene nemlig nøje udvalgt af Anja selv.

– Jeg håndplukker mine produkter, fortæller hun og fortsætter:

– Det, jeg udvælger, skal have en eller anden historie.

Billede beskrivelse

Derfor finder man i butikken tøj fra mindre kollektioner og gerne af genbrugsmaterialer, økologiske skønhedsprodukter, samt keramik, smykker og duftlys fra lokale iværksættere – og meget andet.

Et sted med tid til en snak

Ud over at være bevidst om sit produktvalg, betyder det meget for Anja, at hendes butik findes i virkeligheden – og ikke bare bag en skærm.

Blandt andet tror hun på, at det er en mere ansvarlig måde at handle på – hvor man undgår emballage og pakker, der sendes frem og tilbage.

– Jeg vil gerne have folk ud i de fysiske butikker, fordi man laver bare færre fejlkøb, når man er ude at mærke det, se det og prøve det på.

Men det handler også om noget helt andet – nemlig at skabe et sted, hvor mennesker mødes.

– Jeg synes, at det er blevet et meget kontaktløst samfund, hvor vi slet ikke taler så meget sammen, som vi har gjort.

Derfor gør hun en dyd ud af, at kunderne føler sig set, når de træder ind i butikken.

– Jeg har faktisk mange, der bare kommer ned for at snakke, og det skal man ikke undervurdere.

Billede beskrivelse

Højt humør og stemning i top

Hos Anja er alle velkomne – uanset om man kommer for at shoppe eller bare for en snak.

– Jeg synes selv, at her er hyggeligt, og det er vigtigt for mig, at stemningen er uhøjtidelig, smiler hun.

Du finder Fru Juuls lille butik på Smedepladsen 5 i Vodskov.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste