Fra kosmetik til kaffe: Nhung har åbnet sin egen biks
Har du været i Vietnam, har du helt sikkert prøvet vietnamesisk kaffe.
Vietnam er kendt for sine særlige kaffetraditioner, og nu kan du prøve den unikke kaffe midt i Aalborg.
Torsdag åbnede Nhung Vu Høgh for første gang sin butik Vietnam Cafe, der ligger på Vingårdsgade 11 i Aalborg.
Tidligere havde Nhung Vu Høgh en kosmetikforretning på adressen, men nu har hun forvandlet lokalerne til sin helt egen kaffebiks.
– Jeg kunne mærke, at jeg blev nedslidt af at lave kosmetiske behandlinger. Jeg fik ondt i mine fingre og arme. Det er et hårdt arbejde for fingrene, så min krop begyndte at sige fra, fortæller Nhung Vu Høgh.
Nhung Vu Høgh stopper med at tilbyde kosmetiske behandlinger fra den 30. september, så dem, der har gavekort, stadig kan nå at få det brugt. Derfor har hun meget at se til i øjeblikket, da kaffebutikken i hverdagene har åbent fra 6.30 til 14.30. Herefter tilbyder hun kosmetiske behandlinger fra 14.30 til 18.00.
Stigende efterspørgsel
Nhung Vu Høgh er vokset op i Vietnam. I sin tid i Danmark har hun mærket en stigende efterspørgsel på vietnamesisk kaffe. Folk, der har været i Vietnam, har savnet et sted i Danmark, hvor de kunne få den autentiske kaffe.
– Jeg har afholdt en smagning af min kaffe, hvor der kom nogle vietnamesere, som jeg ikke kendte på forhånd. De sagde, at det smagte fuldstændig som i Vietnam, så kaffen er blevet godkendt af vietnamesere.
Nhung Vu Høgh importerer selv kaffen direkte fra Vietnam. Det gør hun for, at kaffeoplevelsen bliver så autentisk som mulig.
– Når man smager kaffen, håber jeg, at man får det ligesom scenen i filmen Ratatouille, hvor madanmelderen smager maden. Smagen skal vække minder hos folk, der har prøvet det i Vietnam, og det skal være som at sidde på en café i Vietnam, fortæller Nhung Vu Høgh.
En autentisk smag
Vietnam har en stor tradition for at producere kaffe. Faktisk er Vietnam det land, der producerer næstmest kaffe i verden. På trods af Vietnams store eksport af kaffebønner er det ikke mange steder, man kan få vietnamesiske bønner. Derfor må Nhung Vu Høgh altså selv bestille bønnerne, som hun også selv rister i butikken.
Nhung Vu Høgh er vokset op med de stærke kaffetraditioner, og derfor ved hun lige præcis, hvordan kaffen skal smage.
Når man snakker med Nhung Vu Høgh, er man ikke i tvivl om, at hun har styr på, hvad hun laver.
– Jeg er vokset op med det. Ligesom du ved, hvordan frikadeller, persillesovs og leverpostej skal smage. Du ved, hvordan din mormors frikadeller skal smage, og på samme måde ved jeg lige præcis, hvordan vietnamesisk kaffe skal smage, fortæller Nhung Vu Høgh.
Det er vigtigt for Nhung Vu Høgh, at priserne for hendes kaffe er på et niveau, hvor alle har råd til at købe den. Sådan er det nemlig i Vietnam.
Hun håber, at aalborgenserne har mod på at smage hendes vietnamesiske kaffe og mærke stemningen i hendes butik.
– Man skal komme forbi og prøve min kaffe, fordi det er en ægte og anderledes oplevelse.